Nu er det slut: Neel Rønholt og Julie Ølgaard stopper ”Jagten på en ven”

For præcis to år siden i dag havde Neel Rønholt og Julie Ølgaard premiere på deres fælles podcast ”Jagten på en ven”.
Nu har veninderne rundet afsnit nummer 100, men den helt store jubilæumsfest er aflyst. Det fortæller de i det seneste afsnit, som også bliver det sidste.
- Vi har simpelt hen besluttet os for at stoppe, mens legen er god, lyder forklaringen fra Neel Rønholt.
Hjerneforskere, kønsforskere og kendisser har gennem de seneste to år besøgt podcasten for at fortælle om deres syn på venskaber.
Men ud over at få udvidet venskabshorisonten har veninderne haft stor glæde af, at podcasten har givet dem anledning til at ses fast en gang om ugen, hvilket kan være svært at opretholde, fordi arbejds- og familieliv tager utrolig meget af ens fritid.
- Det kommer jeg til at savne, fortæller Neel, som bliver bakket op af Julie.
- Nu bliver jeg faktisk oprigtig ked af det, for den del har jeg slet ikke tænkt ind i det. Gud, det er jo helt rædselsfuldt. Det kan jeg slet ikke være i, kan jeg mærke.
Nok lægger de ”Jagten på en ven” i graven, men de sømmer ikke kistelåget helt til.
Makkerparret lægger, med vendinger som ”sidste gang i denne omgang” og foreløbigt sidste afsnit”, op til, at der kan komme mere på et senere tidspunkt.