Nu er han her: Justin Bieber klar til Bøgescenen med drop-stativ
Fans af den 28-årige popstjerne Justin Bieber kan for alvor godt begynde at glæde sig til, han onsdag aften gæster Smukfest.
Ifølge Ekstra Bladet er verdensstjernen nemlig for kort tid siden landet i Billund Lufthavn.
Her blev han set forlade området sammen med resten af sit team, mens han i sin ene arm bar et drop-stativ, der var koblet til hans arm.
Ifølge mediet ventede der flere biler og en bus på dem, der umiddelbart måtte være klar til at køre stjernen direkte til Skanderborg, hvor Smukfest bliver afholdt.
Bieber ankom direkte fra Italien med sit privatfly, hvor han søndag spillede koncert på Lucca Summer Festival.
Smukfest 2022: Musikken spiller
Tæt på aflysning
Den optræden var stjernens første, siden han for få måneder siden pludseligt måtte akut aflyse den kommende del af hans turné, efter han blev ramt af syndromet Ramsay Hunt.
Der har derfor det sidste lange stykke tid været stor tvivl, om Bieber overhovedet ville kunne nå at blive rask til Smukfest.
Men søndagens koncert gjorde det klart, at han igen er klar til at spille sine talrige hits for sine millioner af fans.
Justin Bieber er planlagt til at skulle optræde på Bøgescenen kl. 23.35.