Kendte15. januar 2018

Ægtemand kritiserede politiet: Nu er han sigtet for mord på konen

I mere end to uger har den norske familiemor Janne Jemtland været som sunket i jorden - kun to blodspor fra hende har man fundet i sneen - og hendes ægtemand har gentagne gange kritiseret politiet for ikke at tage sagen alvorligt. I weekenden tog den mystiske sag dog en overraskende drejning, da ægtemanden blev anholdt og sigtet for mordet på sin egen hustru
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/janne_jemtland_og_sne.jpg
 (Foto: Scanpix og privat)

Sagen om en forsvunden familiemor i Norge tog i weekenden en trist og overraskende drejning.

Fredag blev hendes mand på overraskende vis anholdt og sigtet for drabet på sin kone, og lørdag bekendtgjorde norsk politi, at man har fundet en livløs kvinde i Norges største flod - Glomma-floden.

Kvindeliget er formentlig identisk med 36-årige Janne Jemtland, der forsvandt som dug for solen to uger forinden.

Siden hendes mystiske forsvinden torsdag aften den 28. december har politiet ledt intens efter hende, og længe troede offentligheden, at ægtemanden var uskyldig.

Nu har det dog vist sig, at han spiller en rolle i sin kones død.

https://imgix.seoghoer.dk/janne_jemtland.jpg

Janne Jemtland, mor til to børn på 10 og 13, forsvandt for to uger siden. Nu er hun formentlig fundet død. Foto: Privat

Fredag blev han anholdt, og under en afhøring lørdag afslørede manden, hvor politiet kunne finde liget af kvinden, der er mor til to.

Politiet fandt liget lørdag i Glomma-floden, og selv om det ikke er endegyldigt bevist, er der ifølge politiet alt mulig grund til at tro, at liget er identisk med 36-årige Janne Jemtland.

Hvad den 46-årige nu drabssigtede ægtemand har forklaret politiet i sin afhøring natten til lørdag, er ikke kommet frem. Men norsk politi udtaler ifølge norske medier, at han nægter sig skyldig i mord, men at han indrømmer, at han spiller en rolle i konens død. Og så udpegede han altså stedet i floden, hvor liget af Janne Jemtland kunne findes.

Tidligere har den 46-årige ægtemand kritiseret politiet for ikke at have handlet hurtigt nok, da han meldte sin hustru savnet, efter at parret havde været til en fest i det lokale forsamlingshus i Brumunddal, der ligger cirka 130 kilometer nord for Oslo.

Politiet forsvarede sig med, at de ikke opfattede ægtemandens henvendelse som bekymrende, og derfor var det først dagen efter, at de indledte en eftersøgning.

- Familien er fuldstændig knust og håber, at efterforskningen snart vil give dem svar på, hvad der er sket, udtalte familiens advokat Ida Andenæs i sidste uge til VG.

https://imgix.seoghoer.dk/20180106-144651-3_37mb.jpg
 (Foto: Scanpix)

Det var vidner, der fandt blodspor i sneen. Foto: Scanpix

Kort efter eftersøgningen blev sat i gang, gjorde forbipasserende to bekymrende fund i sneen. 12 kilometers fra familiens hjem fandt vidner to blodspor – politiet har omtalt pletterne som ”ikke ubetydelige mængder blod”.

Blodsporene blev fundet i et skovområde lidt uden for Brumunddal og med 1.500 meters afstand. Det fik politiet til at frygte, at der kunne være sket en forbrydelse. DNA-undersøgelser fastslog hurtigt, at blodpletterne stammede fra Janne Jemtland.

Ægtemanden forklarede i første omgang til politiet, at hans kone forlod hjemmet omkring klokken 2 om natten – kort efter at parret var kørt hjem sammen i en taxa efter festen i forsamlingshuset 28. december. Under afhøringen natten til lørdag har manden dog givet andre - eller flere - oplysninger, der altså har ført til, at hendes lig nu formentligt er fundet.

Ifølge norske medier er der tale om en ”ganske almindelig” familie med far, mor og to børn på henholdsvis 10 og 13 år.

Det er også kommet frem, at den 46-årige drabssigtede har en fortid i hæren. Han har blandt andet været udstationeret i Balkan tilbage i 1990erne, ligesom han også flere gange har gjort tjeneste i Afrika.

Sponsoreret indhold