Kendte28. februar 2017

Dømt til døden i Congo: Nu er nordmand benådet efter otte år

Nordmanden Joshua French, der blev siden dømt til døden i Congo, efter at hans chauffør blev fundet dræbt, er efter otte år blevet benådet. Beslutningen er ifølge NRK truffet af hensyn til French' mor
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/nordmand.jpg
 (Foto: All Over)

Han har siddet fængslet i et barsk fængsel i Congo siden 2009 – dømt til døden for at have myrdet sin chauffør. Men nu kan nordmanden Joshua French snart smage friheden igen.

Congo har nemlig besluttet at benåde nordmanden. Det skriver det norske medie NRK.

Der er stadig en del formelle ting, der skal på plads, før at løsladelsen kan ske, men Congos justitsminister garanterer, at løsladelsen vil ske i løbet af 2017.

Beslutningen om at benåde nordmanden er ifølge NRK truffet af hensyn til Joshua French' mor. Det norske medie Dagbladet har været i kontakt med Joshua French’ mor, der dog ikke har ønsket at kommentere på hendes søn benådning.

Joshua French blev sammen med sin samarbejdspartner og ven Tjostolv Moland anholdt i 2009, efter at deres chauffør blev fundet dræbt. De fastholdt begge deres uskyld under retssagen, men blev i juni 2010 dømt til døden ved tre retsinstanser i DR Congo.

18. august 2013 blev 32-årige Tjostolv Moland fundet død i sin celle i militærfængslet Ndolo i Kinshasa, som han delte med Joshua French.

Selv om norske eksperter fastslog, at Moland tog sit eget liv, mente de congolesiske myndigheder, at Joshua French havde bedøvet og kvalt Moland.

Han blev idømt livstid for det drab i februar 2014. Men nu er han altså blevet benådet og kan se frem til at få norsk jord under fødderne igen, inden at året er omme.

Du kan se billeder fra sagen i galleriet herunder:

Joshua French og Tjostolv Moland

Sponsoreret indhold