Nu får Maria Fantino og Christian Bonde deres tv-debut: Se "Curlingklubben" lave dansktop

De er erfarne og prisvindende værter, når de sender "Curlingklubben" på P3. Men med tiden har Maria Fantino og Christian Bonde vist sig også at være rigtig gode på skærmen.
Nu tager de dog skridtet videre.
For hvor vi ellers har set dem i diverse videoer på sociale medier – og naturligvis på scenen, når de modtager priser for deres underholdende radioprogram – er det nu tid til at brænde igennem på vaskeægte tv.
Og noget siger os, at de ikke får problemer med lige den del.
For Maria Fantino og Christian Bonde får nu deres fjernsynsdebut, når værtsparret skal prøve kræfter med dansktopmusik i tv-programmet "Fantino og Bonde på Dansktoppen".
– Selv om de ikke er begejstrede i starten, så bliver de virkelig interesserede i, hvad dansktop er, beskriver DR kort og godt i et nyhedsbrev.
Programmet får premiere 15. juli klokken seks, hvor alle seks afsnit i serien lægges til binge på DRTV.