Nu flytter nybygger-parret Reece Curran og Caroline Dahm
– Vi har solgt vores hus. Papirarbejdet er endelig på plads, og champagnen kan poppes!
Sådan skriver ægteparret Reece Curran og Caroline Dahm i et fælles opslag på Instagram.
Parret satte huset i stand fra ende til anden for rullende kamera i TV 2-programmet “Nybyggerne”, og selv om man kunne fristes til at tro, at netop fans af udsendelsen ville være superinteresserede i Reece og Carolines bolig efter at have set den flotte indretning og istandsættelse på skærmen, så er det faktisk ikke tilfældet.
I hvert fald har køberen aldrig set huset på tv.
Til gengæld blev det stadig revet væk.
– Faktisk blev huset solgt overraskende hurtigt, kun få dage efter det blev sat til salg, og køber har aldrig set “Nybyggerne” før, fortæller Reece Curran og Caroline Dahm.
Nu hvor huset er solgt, vil parret gerne begynde forfra. De to gør det selv-typer leder nemlig efter et nyt og gerne meget større husprojekt.
– Vi elskede at bo i Sønderborg, og nu er vi gældfri fra præmien og på jagt efter et meget dårligere hus, vi kan renovere. Det skal nok blive sjovt, slutter parret.