Nu kan du bo hos Sisse Sejr og Esben Bjerre
Her går det knap så godt.
For siden 1. april har Esben Bjerre og Sisse Sejr-Nørgaard ejet hele to boliger.
Trods snart fem måneder på markedet er det endnu ikke lykkedes Esben Bjerre og Sisse Sejr-Nørgaard at sælge deres lejlighed på Nørrebro, som de i juli satte til salg for 7.990.000 kr.
To gange har de barberet henholdsvis 300.000 og 440.000 kr. af prisen – det har dog ikke fået en køber til at bide på.
Men nu har parret valgt at leje de 99 kvadratmeter ud, skriver Sisse i et opslag på Facebook.
Af hendes opslag fremgår det blandt andet, at man på årets første dag i 2023 kan slæbe flyttekasserne op i andensalslejligheden, som koster i omegnen af 18.000 kr. om måneden i husleje.
Salgsannoncen hos mæglerkæden Danbolig er taget ned, så noget kunne tyde på, at parret har opgivet at sælge deres lejlighed for nuværende.
Den stigende inflation og ditto renter har da også haft sin kedelige effekt på boligmarkedet, hvilket ikke har gjort det nemmere for parret at finde en ny ejer til lejligheden.
I februar lagde Sisse Sejr-Nørgaard og Esben Bjerre svimlende 11,8 millioner kr. for et rækkehus i det populære kvarter Humleby på Vesterbro.
Dermed sagde de farvel til Nørrebro og det kollektiv, som de har boet i sammen med Enhedslistens Pernille Skipper og hendes mand pressechef Oliver Routhe Skov siden 2018.
Venneparret købte et byhus på Nørrebro og lagde hver især 4.250.000 kr. Altså et godt stykke under de 7.250.000 kroner som radioværterne nu forlanger.
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Sisse Sejr-Nørgaard, men hun har ikke svaret på vores henvendelse.