Nu kommer den første dansksprogede Netflix-film
Den første dansksprogede Netflix-film rammer snart en skærm nær dig.
Streaminggiganten har netop offenliggjort i en pressemeddelelse, at det bliver "Kærlighed for voksne" med Dar Salim og Sonja Richter i hovedrollerne, der kommer til at være den første dansksprogede Netflix-film.
I instruktørstolen bliver det Barbara Rothenborg, der netop nu er aktuel i TV 2-serien "Hvide Sande".
"Kærlighed for voksne" er baseret på romanen af samme navn af Anna Ekberg. Den handler om parret Christian og Leonora, der på overfladen ser ud til at leve det perfekte liv.
Men til en firmafest ser Leonora Christian med en anden kvinde, og det sætter gang i et drama, der handler om den fine linje mellem kærlighed og had.
"Kærlighed for voksne" er sat til at have premiere i 2022 og kommer også til at blive vist på TV 2 på et senere tidspunkt.