Nu offentliggør Roskilde Festival 2023 de første navne: Kesi skal spille på Orange Scene
Den danske rapper Kesi spiller på Orange Scene, som er hovedscenen, på næste års Roskilde Festival. Det fremgår på en liste, hvor Roskilde Festival annoncerer de 16 første navne til næste års musikprogram.
– Han har utroligt mange hits under bæltet, og han har også virkelig oppet sit liveshow inden for de seneste år. Så vi mener, at han er helt klar til at indtage Orance Scene, og det skal nok blive en kæmpe fest for deltagerne derude, siger programchef Anders Wahrén.
Ud over danske Kesi tæller listen også internationale navne som nigerianske Burna Boy og franske Christine and the Queens.
– Jeg synes, at det, at vi sigter mod en mangfoldig fremtid, afspejler sig rigtig godt i for eksempel, at et af de helt store navne, som vi har annonceret nu, er Burna Boy, der er et af de helt store hitnavne inden for afrobeats.
– Det er klart, at det her er måske lidt under ti procent af vores samlede musikprogram. Der kommer meget mere til, og der vil også være flere store navne, når vi kommer længere hen i sæsonen, siger Anders Wahrén.
Roskilde Festival 2023 finder sted fra 24. juni til 1. juli næste år.
Opdateres …