Nu taler Katherine Diez ud om sit livs krise: - Jeg ville være en af kulturlivets rockstjerner

Den seneste måned har jeg oplevet mere sorg, mere smerte, mere anger, end jeg ellers har oplevet i hele mit liv.

I de år, jeg har været menneske i offentligheden, har jeg gjort mig skyldig i handlinger, som jeg var så dum, så indbildsk og så naiv ikke at tænke kunne få de konsekvenser, de nu har fået. Som en helt almindelig pige fra provinsen, der elskede at læse og skrive, kom jeg til byen og drømte om at blive en af kulturlivets rockstjerner. Netop det stadfæstede jeg mig selv som med min allerførste anmeldelse af salige Morten Sabroe i Berlingske, og jeg oplevede min første ”shitstorm”, hvorfra jeg blev portrætteret som en ung, dum blondine, som billigt anvendte sin sexappeal for at vinde frem som litteraturkritiker. Mit behov for at blive anerkendt som fagligt kompetent blev så stærkt, at jeg endte med at bryde egne principper og kristendommens syvende bud om, at man ikke må stjæle.

Jeg har nu mistet den tillidsfulde ære at kunne kalde mig skribent og dermed min karriere som professionelt skrivende. Jeg har mistet min elskede. Min brøde og den ekstreme efterfølgende pressestorm har ramt os begge og vores nærmeste i et omfang, som blev uopretteligt.

Jeg har mistet mine indtægtskilder. Ikke som et menneske mister en arm i en uforskyldt trafikulykke. Min ulykke bærer jeg selv ansvaret for. Sorgen, smerten og angeren, der har vækket mig hver eneste dag den seneste måned, har indimellem fået mig til at ønske, at jeg kunne lukke mine øjne og forsvinde. Men jeg har ikke mistet viljen til at leve. Jeg har kun mistet mig selv.

Resultatet af Berlingskes undersøgelse af i alt 94 anmeldelse og klummer er kommet for dagen. Den beretter om 13 tilfælde af plagiat. Nogle kategoriseres som mindre forseelser. Andre kategoriseres som større.

På ingen måde har jeg har fornemmelse af udfaldet på undersøgelsen. Angsten har taget en stor bid af mig hver eneste dag, imens jeg om og om igen har forsøgt at genkalde mig nogle af de gange, hvor jeg har siddet med en deadline i ellevte time og følt mig utilstrækkelig og begået den værste form for journalistisk udåd. Det vidner om intet andet end dovenskab, foragtelig mangel på selvindsigt og sørgelig, altoverskyggende desperat frygt for at blive afsløret som det, jeg har brugt det meste af mit liv på at flygte fra: at være et helt almindeligt, usikkert menneske.

Nu står jeg i, hvad jeg kun kan beskrive som en altomfattende livskrise. For få uger siden sad jeg underernæret og rystede hos lægen, som ikke kunne finde mine blodårer, da hun skulle tage en blodprøve for at undersøge, om jeg stadig var i live. Jeg fortæller ikke dette for at få medlidenhed, men fordi jeg vil sige, at jeg, når jeg engang vender tilbage, vil bruge alle mine genoptjente kræfter på at fortælle unge kvinder, at de aldrig må komme så langt ud, før de indser, at de er gode nok, som de er. Her kan jeg love jer for, at jeg ikke taler om, at en kvinde ikke for eksempel må få lavet sine bryster. Hvad en kvinde vælger at gøre med sin egen krop bør aldrig gøres til andres anliggende end hendes egen. De utallige angreb på mit udseende er foragtelige og har intet at gøre med saglig kritik i forbindelse med sagen. De har kun at føre med den kvindehadske kultur, ikke mindst fra andre kvinder, som jeg igennem årene inderligt har forsøgt at gøre opmærksom på herinde.

Jeg taler om, at det ikke er nogen skam at være en helt almindelig, usikker pige fra provinsen. Det er en skam at være ved at gå til grunde, fordi man nægter at vedkende sig, at man er det. De klogeste mennesker er som bekendt dem, der ved, hvor lidt kloge, de er. Det er en skam at være ved at gå til grunde, fordi man vil elskes og anerkendes af en masse mennesker, der dybest set intet betyder for en. Det er en skam at jagte overfladisk succes og antallet af likes og følgere på bekostning af ægte kærlighed til ens arbejde, til andres arbejde, til de mennesker, man elsker... til en selv. Det er en skam at være ung og opfostres i en tro om, at man i livet ikke må begå fejl – i stedet for at begå dem og dannes af dem.

Der er kun én ting at gøre for mig nu: at tage så hårdt ved lære af de fejl, jeg har begået, at jeg må overleve og en dag vende stærkt tilbage. Al den hjælp, jeg får af mine mennesker omkring mig, alt det, jeg lærer, det jeg vil give videre, som jeg ville ønske, jeg selv kunne have lært det. Hvis der findes en mening med at miste alt, måde det være at finde noget nyt.