Kendte12 timer siden

Nu taler Lene Beier om sit livs beslutning: - Det har taget tid

Selvom TV2-værtens farvel føles rigtigt, så har det været et svært valg
Lene Beier har brugt tid på at tage beslutningen, men er ikke i tvivl om, at det ville være forkert både at lave "Landmand søger kærlighed" og opbygge det nye hotel i Østrig.
Lene Beier har brugt tid på at tage beslutningen, men er ikke i tvivl om, at det ville være forkert både at lave "Landmand søger kærlighed" og opbygge det nye hotel i Østrig.
 Foto: Jesper Sunesen

LÆS OGSÅ: "Kødpølsen" er solgt!

Det er med lange overvejelser, men ro i maven, at Lene Beier siger farvel til ”Landmand søger kærlighed”.

- Jeg har taget beslutningen over lidt tid. Så det er ikke så lang tid siden, jeg tog den endelige beslutning, siger TV2-værten til SE og HØR.

Hun overtog i begyndelsen af september Hotel Edelweiss By Beier i Østrig sammen med sin mand. De flyttede til Tyrol sammen med deres to drenge. Det var en mangeårig drøm for familien, og det er netop det, der nu skal have Lene Beiers fulde fokus.

- Jeg vidste ikke, hvordan mit liv så ud hernede.

- Jeg skulle lige finde ud af, hvor travlt får vi på det tidspunkt, og om det kunne lade sig gøre, siger hun om de tanker, hun har haft op til den endelige beslutning.

For selvom det føles, som den rigtige beslutning, så var den ikke nem.

- Det er noget, jeg har tygget på over et stykke tid, det er ikke noget, jeg BARE siger farvel til.

- Jeg har været sindssygt glad for at lave ”Landmand søger kærlighed”, slår fru Beier fast.

I 11 sæsoner har hun guidet landmændene i deres kærlighedsliv. Og hun har ikke kun været vært, men også brugt sig selv, når kærligheden blev svær.

- Når jeg laver landmand, så har jeg en aftale med redaktionschefen om, at jeg altid skal kunne komme, hvis der er nogle der bliver kede af det, og det kan jeg ikke, hvis jeg sidder i Østrig, så jeg ville ikke kunne slappe af nogle steder, siger den populære vært.

- Jeg kommer til at savne jobbet og mine kollegaer.

- Heldigvis har jeg ikke mødt de nye landmænd endnu, så dem kommer jeg ikke til at savne, for jeg kender dem ikke. Hvis det havde været de samme landmænd, som de andre år, så havde det været meget sværere, siger Lene, som stadig har kontakt til mange af landmændene.

Nu er de mange grublerier endt i et valg.

- Jeg kan mærke, at det er det rigtige. For jeg ville have ondt i maven over at være to steder og ikke at kunne være HELT nogen af stederne, siger Lene Beier.

- Jeg kan mærke, at jeg ville savne mine drenge, Anders og hotellet, når jeg sad på et hotel i Jylland og skulle optage programmet. Og det fortjener landmand søger kærlighed ikke, siger værten

TV2 har heldigvis givet hende god tid og ro til at tage den rigtige beslutning, og det kan også sagtens være, at hun vender tilbage i andre formater.

- Det kommer an på, hvad det er for et program, det er ikke fordi, jeg skal stoppe som vært, lover værten.

Men lige nøjagtig ”Landmand søger kærlighed” kunne altså ikke kombineres med en hotel-drøm i Østrig.

Sponsoreret indhold