Kendte21. december 2023

"Nybyggerne"-par køber hus på den anden side af jorden

Caroline og Reece Curran fra "Nybyggerne" har kastet penge efter et hus down under
 Caroline og Reece fra ”Nybyggerne” mødte hinanden tilbage i 2013 og har sammen datteren Vera på 1 år.
Caroline og Reece fra ”Nybyggerne” mødte hinanden tilbage i 2013 og har sammen datteren Vera på 1 år.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Det er kun et halvt år siden, at det tidligere vinderpar af "Nybyggerne" købte deres drømmehus i Odder.

Men nu har Caroline og Reece Curran gjort endnu et stort køb - på den anden side af jorden vel at mærke.

Sammen har de nemlig købt et hus i Perth i Australien, hvor Reece Curran kommer fra.

Det afslører de i et fælles opslag på Instagram.

- Vi har købt et hus i Australien! Vi har kigget de sidste par måneder, og endelig har vi fundet et, vi elsker, som passer perfekt til os. Et lille 70’er rækkehus med en hyggelig gårdhave, tæt på stranden.

- Vi er så spændte på at overtage det midt i januar, og vise jer mere når vi får nøglerne. Planen er at bo her, når vi er på besøg i Perth, og leje det ud resten af året, når vi er i Danmark. Sikke en vild, tidlig julegave.

Caroline og Reece Curran, der vandt et hus i Sønderborg i sæson syv af "Nybyggerne", mødte hinanden på en backpacking-tur i Centralamerika i 2013.

I starten af 2023 valgte parret dog at skille sig af med deres vinderhus, og derfor er de lige nu i gang med at renovere på ny, da drømmehuset i Odder er ved at få sig en overhaling.

Derudover er de forældre til datteren Vera på 1 år.

Sponsoreret indhold