Nye detaljer: Liam Payne skal begraves i næste måned
LÆS OGSÅ: Hjerteskærende billeder: Liam Paynes far besøger dødsstedet
Alt tyder på, at Liam Payne først bliver stedt til hvile engang i november.
Den 31-årige stjerne, der døde onsdag efter et fald fra et hotelværelse i den argentinske hovedstad, skal nemlig forblive i byen, indtil de sidste obduktionsresultater foreligger.
Det skriver det britiske medie Mirror.
Ifølge mediet forventes det, at Liam Paynes lig skal blive i Buenos Aires de næste 10-15 dage.
Det er så længe, man forventer at vente på svar på de toksikologiske undersøgelser, der er blevet foretaget i forbindelse med One Direction-sangerens død.
Disse prøver vil kunne be- eller afkræfte, om den 31-årige sanger var påvirket af enten alkohol eller stoffer – eller begge dele – da han styrtede i døden fra det såkaldte CasaSur Palermo Hotel.
Først når svaret af alle prøver foreligger, ventes myndighederne at frigive liget, så Liam Paynes forældre – Karen og Geoff Payne – kan bringe ham hjem til hjembyen Wolverhampton, hvor Liam Payne også kom til verden i august 1993.
Familien har endnu ikke udtalt noget om begravelsen, og det er derfor uvist, hvor Liam Payne skal stedes til hvile. Noget kunne dog tyde på, at det bliver i den britiske by Wolverhampton, hvor han altså blev født – og hvor forældrene stadig bor den dag i dag.
Liam Paynes forældre ankom til Argentina for få dage siden. Lørdag besøgte faren Geoff hotellet, hvor hans søn på tragisk vis omkom. Faren tog sig god tid til at kigge på blomsterhavet, der ligger foran hotellet.
Liam Payne var blot 14 år, da han stillede op i den britiske udgave af sangkonkurrencen "X Factor". Her blev dog i første omgang frasorteret. To år senere prøvede han igen, og her blev han – sammen med fire andre – en del af popgruppen One Direction.
Gruppen blev en af de mest populære verden over.