Nynne Larsen: Robert vil altid være noget specielt for mig
LÆS OGSÅ: Har ikke lært at være alene efter Robert Hansen
I podcasten "112 for knuste hjerter" åbner forskellige danske kendisser op om deres oplevelser med at få sit hjerte knust.
Og i det seneste afsnit er det blevet den tidligere realitydeltager og Robert Hansens ekskæreste Nynne Larsens tur til at fortælle om den forliste kærlighed.
Her svarer hun ifølge HER & NU ja, da vært Maria Jencel spørger, hvorvidt hun følte, at hun mistede sit livs kærlighed under bruddet med "Anja og Viktor"-skuespilleren.
Og selvom den følelse stadig hænger ved, så er Nynne Larsen i dag dog godt klar over, at forholdet mellem hende og Robert Hansen ikke var kærlighed.
– Ja, til dels. Jeg tror, at Robert altid vil være noget meget specielt for mig, men jeg er også ret afklaret omkring, at det der var ikke kærlighed, og at han aldrig ville kunne give mig det, som jeg i virkeligheden søger.
Nynne Larsen fortæller videre, at hun skelner mellem den Robert, der ifølge hende var stofmisbruger, og den Robert, som hun mener, var hendes livs kærlighed.
– Men han har trådt enormt meget på mig, og han har misbrugt min tillid og misbrugt mine følelser, og det gør stadig ondt, for jeg gjorde alt for ham, og som jeg siger afslutningsvis i retten. Han lovede, at han altid ville passe på mig, men den eneste, der ikke passede på mig, det var ham, og det brænder stadig i mig, fortæller Nynne Larsen ifølge HER & NU.
Holder pause fra mænd
Senest har Nynne Larsen dannet par med ekskæresten Alexander Bjørklund, men de valgte sidste år at gå fra hinanden.
Og tilbage i februar kunne en ærlig Nynne Larsen fortælle til SE og HØR, at hun holder en pause fra at date.
– Det der med, at jeg detoxer fra mænd, det er kort forklaret, fordi jeg efter mit ret turbulente brud fra Robert for to og et halvt år siden ikke har lært at være alene, og jeg har ikke fået bearbejdet de ting, fortalte hun dengang.