Nytårsforsæt med træning? Her er Gustav Salinas’ bedste råd
LÆS OGSÅ: Gustav Salinas til SE og HØR: - Jeg forelsker mig for hurtigt
Nytåret banker på døren.
Med nytåret kommer der som oftest alkohol, kransekage, fyrværkeri og nytårsforsæt med i hatten - og den sidste handler for mange danskere om helbred.
Fitnesscentrene er propfyldte i januar måned, fordi nu skal folk i form, men når kalenderen siger februar og marts, er mange faldet fra igen.
For at det ikke sker igen i år, har SE og HØR hevet fat i helbreds- og fitnessguruen Gustav Salinas for at få de bedste råd til at kunne holde den sunde livsstil.
Og faktisk lyder det ret så simpelt.
- Det bedste, man kan gøre, er, at have delmål. Problemet er tit, at folk vil gøre det hele på én gang. Stoppe med at ryge, tabe sig, stoppe med alkohol, løbe mere osv. osv. Ingen mennesker - eller meget få mennesker - kan lave så stor en ændring på samme tid, fortæller han og fortsætter:
- Derfor er det meget bedre med små mål. Tag én bid ad gangen. Du kan heller ikke spise en hel bøf i én bid.
Salinas fortæller, at hvis man gerne vil tabe sig, skal man starte i det små. Start med at sig til dig selv, at du skal skrue ned for sukkeren de næste 14 dage. Når det er sket, får du en succesoplevelse, og dem bliver du afhængige af.
Med tiden skal dit ambitionsniveau så stige, og så vil du se resultater, fortæller han.