Øjeblikket han aldrig glemmer: Sådan opdagede Poul Nyrup datterens sygdom
Det er svært at sige, hvornår hun blev syg.
Signes omgangskreds så alle forskellige tegn på, at noget var galt.
I gymnasiet oplevede hendes ene barndomsveninde, at hun blev mere fjern, mens en anden husker en sommer, hvor Signe var paranoid og pakkede sig ind i tørklæder for at skjule sig fra omverdenens stirrende blikke.
Hendes far Poul Nyrup Rasmussen kan heller ikke nævne en specifik episode, men der er et særligt øjeblik, som han aldrig glemmer.
Det fortæller han i DR-programmet ”Nyrup – Signes far”, hvor han gennem sin datters historie sætter fokus på skizofreni.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.
Øjeblikket udspillede sig kort før en rejse til Indien, hvor Signe havde tilmeldt sig et landbrugsprojekt for at hjælpe i landets fattigste egne.
- Jeg kan huske, vi sad sammen, og jeg kunne mærke på hende, at hun var urolig. Hun var usikker. Stille. Lidt ustruktureret på, hvordan hun pakker, tager noget op og lægger noget fra.
- Og da jeg så siger til Signe: ”Ved du hvad, du behøver ikke tage af sted. Du kan sagtens blive”, så gør hun én bevægelse, som står for mig så tydeligt i dag, siger han og tager sin højre pegefinger op foran munden og tysser.
- Og det glemmer jeg aldrig, tilføjer han.
Da Signe kom hjem fra Indien, var hendes tilstand forværret. Hun var begyndt at høre stemmer.
- Det bliver sagt i højtalerne i flyvemaskinen på vej hjem, at der er en død person med ombord, og Signe tror, det er hende, fortæller Nyrup.
I august 1993 får han under en officiel rejse til Grønland meddelelsen om, at Signe er død. 24 år gammel har hun taget sit eget liv.
Siden har Nyrup stillede sig selv spørgsmålene: Hvad var det for en sygdom, Signe led af? Hvad gjorde den ved hende? Var den skyld i, at hun tog livet af sig selv og ikke mindst: Kunne han have gjort noget for at forhindre det?
Det forsøger han nu at finde svar på i ”Nyrup – Signes far”.
Du kan se første afsnit på DR 1 mandag klokken 21.30 eller på DRTV.