Omar Marzouk om total nedtur: Måtte låne penge af sin mor

LÆS OGSÅ: Omar Marzouk sætter villaen til salg
Omar Marzouk har ramt bunden. Det er den formulering, han selv bruger i et stort fødselsdagsinterview med Politiken – og i aftenens udgave af Go' Aften Live (link fjernet) uddyber han sit livs nedtur.
Den 50-årige komiker fortæller, at derouten starter i 2019, da en planlagt comeback-tour bliver aflyst på grund af corona. Det gør, at hans firma går konkurs, og året efter mister han så sin far.
Og ulyksalighederne stopper bestemt ikke der: Han er nemlig omdrejningspunkt i en yderst omtalt retssag, som har strakt sig over flere år. Sidste år kom det også frem, at han skal skilles, og Marzouk lægger ikke skjul på, at det alt sammen har trukket på vekslerne.
– Alt, hvad jeg prøver på, ender i skidt eller fiasko, konstaterer han i studiet.
86 kr. på kontoen
Marzouk fortæller, at nedturen for alvor gik op for ham, da han for tre måneder siden havde 86 kr. på kontoen og måtte låne 5000 kr. af sin mor.
Den dansk-egyptiske komiker taler ud om sin nedtur, fordi det ikke skal være skamfuldt, at der er modvind på livets cykelsti.
Komikeren fortæller med et grin, at nedturen dog er god for én ting:
– Jeg kan skrive comedy om det, siger han med et glimt i øjet.