"One Direction"-stjernen Liam Payne dropper kæresten
Det er ikke engang et halvt år siden, at Liam Payne viste sin nye modelkæreste frem på den røde løber, men nu er forholdet allerede slut.
"One Direction"-stjernen har nemlig smidt den 24-årige Kate Cassidy på porten.
Det skriver The Sun i hvert fald.
Ifølge det britiske medie fandt bruddet sted tidligere på ugen.
Kate Cassidy har angiveligt boet hos 29-årige Liam Payne i Storbritannien, men hun er allerede flyttet ud af hans hjem og rejser nu hjem til sit hjemland, USA.
En anonym kilde fortæller, at Liam Payne og Kate Cassidy tog en snak om deres forhold, da sangeren forleden kom hjem fra Los Angeles, hvor han har indspillet sit nye album.
Under snakken skal de have fundet frem til, at de ikke har en fremtid sammen.
- Der var ikke noget stort skænderi eller noget. Forholdet har bare gået sin gang, og nu går de hver deres vej, sigen kilden til The Sun.
- Liam ved, det er den rigtige beslutning. Han har fokuseret på sin musik, og hele hans kalender er pakket resten af året.
"One Direction"-stjernen nåede at date den blonde supermodel i ti måneder og tog hende med på den røde løber for første gang tilbage i december til British Fashion Awards.
Sangeren dannede før Kate Cassidy par med Maya Henry, som han var forlovet med frem til maj sidste år.
Han har også tidligere dannet par med sangerinden Cheryl Cole, som han har en seks år gammel søn med ved navn Bear.