Orlando Bloom så døden i øjnene: Kunne have endt i rullestol
Bloom tog til sin Instagram-profil i weekenden for at fortælle sine mere end fem millioner følgere på det sociale medie, hvordan han i 1998 så døden direkte i øjnene.
For dengang for mere end 20 år siden kom den 44-årige skuespiller ud for en alvorlig ulykke, da han faldt tre etager ned og smadrede sin rygsøjle.
- Det her er mig, bare tre måneder efter, at jeg faldt tre etager ned, ødelagde min rygsøjle og kun lige med nød og næppe undgik døden, skriver han til billedet, hvor han ses smilende på cykel.
Artiklen fortsætter under opslaget
På det næste billede ses han i dag – endnu en gang oppe på cyklen.
- Jeg er så taknemmelig hver dag for mine lemmer, der tillader mig at skubbe mine grænser til det yderste og kunne leve livet på grænsen, slutter han opslaget, der allerede har fået hundredetusindevis af likes.
Både af kendte som ukendte – men især én kommentar vækker opsigt.
Den kommer nemlig fra Blooms forlovede, Katy Perry, der kort skriver: ”Jeg elsker dig”, mens skuespillerens ekskone Miranda Kerr også kommenterer:
- Jeg er så stolt af dig, lyder det fra hende efterfulgt af et rødt hjerte.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Det er muligvis ikke kun Blooms nuværende og tidligere kvinder, der sætter pris på hans overlevelse efter den skæbnesvangre ulykke. Foto: MEGA
Ville aldrig kunne gå igen
Trods den, for mange, vilde afsløring om hans nærdødsoplevelse, så er det ikke første gang, han sætter ord på den skæbnesvangre ulykke.
Sidst var dog tilbage i 2005, da han i et længere interview med GQ kunne fortælle, hvordan hans fald skete, da han var i færd med at klatre op på en tagterrasse med en gruppe venner. Bloom havde sit liv lænket til et nedløbsrør, og da det kollapsede, så faldt han med stor fart tilbage ned mod jorden.
- Indtil den dag havde jeg på ingen måde en sund værdsættelse af liv og død – at vi ikke er udødelige. I fire dage lå jeg med udsigten til at skulle leve resten af mit liv i en rullestol. Mit sind blev ret mørkt, og det gik op for mig, at jeg kunne risikere aldrig at kunne gå igen, lød det fra ham dengang.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Foto: MEGA
I interviewet lyder det videre fra ham, hvordan ulykken har formet resten af hans liv, da du ikke ”ved, hvad du har, indtil du er ved at miste det”.
- Dengang kørte jeg på motorcykler, og når jeg sad bag rattet i min bil, kørte jeg, som var jeg på racerbanen. Det var helt vanvittigt.
I dag lever Orlando det lidt mere stille – og ikke mindst private – liv sammen med sin forlovede, og muligvis allerede hustru, Katy Perry, som han sammen med har datteren Daisy, der kom til verden for et år siden.