Kendte25. december 2022

Ove Sprogøe kunne ikke leve uden sin elskede Eva: Døde med tre ugers mellemrum

Olsen-Bandens" Egon Olsen - alias skuespilleren Ove Sprogøe - blev gift med sit livs kærlighed Eva den 29. marts 1945. Under talen til sin elskede hustru sagde han angiveligt blot tre ord. Ove og Eva var kærlige ægtefæller i 59 år og døde begge i 2004 med blot tre ugers mellemrum
Ove Sprogøe med sin hustru Eva, som han nåede at være gift med i 59 år.
Ove Sprogøe med sin hustru Eva, som han nåede at være gift med i 59 år.
 Foto: Aller Media

Denne artikel blev første gang bragt i 2020.

Vi lærte ham at kende som den altid højtråbende og fandenivoldske Egon, der mente, at han var ”omgivet af hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere” i en sådan grad, at hans geniale planer altid gik i vasken.

Privat optrådte skuespiller Ove Sprogøe dog altid venligt og imødekommende, om end han ikke brugte lige så mange ord som på filmlærredet. Faktisk var han ofte en mand af få ord.

Egon Olsen befandt sig bedst med udsigt til millioner og med et Franz Jäger-pengeskab ved sin side. 
Egon Olsen befandt sig bedst med udsigt til millioner og med et Franz Jäger-pengeskab ved sin side.
 Foto: Aller Media

Under brylluppet med sin elskede Eva sagde han angiveligt blot tre ord:

- Tak for Eva.

Måske der sneg sig flere ord ind under bryllupsfesten i marts 1945, men det er ingen hemmelighed, at Ove Sprogøe blomstrede mest med ordene, når han optrådte med en anden forfatters tekst.

Det var da også dette talent, der har gjort ham til en af de mest succesfulde og benyttede skuespillere herhjemme gennem tiden. Han medvirkede i en perlerække Morten Korch-film, lige som han blev allemandseje i rollen som doktor Hansen i ”Matador”.

Mest huskes han nok for sin rolle som den altid uheldige forbryder Egon Olsen i ”Olsen-Banden”-filmene. Her råbte han højest og bestemte det hele, hvis da ikke Yvonne fik ham på bedre tanker.

Privat var Ove Sprogøe dog af en anden støbning.

Ove Sprogøe og kone Eva kører i HT bus i 1994.
Ove Sprogøe og kone Eva kører i HT bus i 1994.
 Foto: Aller Media DK

Han værnede om sit privatliv og elskede at tilbringe sine søndage hjemme i haven på Amager. Han elskede sin hustru Eva, som han mødte i en ung alder.

Hun var bare 19, han var 21, da de mødte hinanden i forsommeren 1941. De arbejdede begge to i Søminevæsenet på Holmen, og Ove Sprogøe fik straks et godt øje til den kønne unge, kvinde.

De blev forlovet ganske hurtigt – i august 1941 – men måtte dog vente lidt med at sige ”ja” til hinanden, blandt andet på grund af krigen.

Ove Sprogøe, Poul Bundgaard og Morten Grunwald i deres ikoniske roller i "Olsen-Banden". 
Ove Sprogøe, Poul Bundgaard og Morten Grunwald i deres ikoniske roller i "Olsen-Banden".
 Foto: Aller Media

Imens forfulgte Ove Sprogøe sin drøm om at blive skuespiller, mens Eva fortsatte sit arbejde på kontor.

Parret blev gift i marts 1945 i Sct. Johans Kirke på Østerbro, og de slog sig efterfølgende ned på Amager, hvor de fik tre sønner.

Ove Sprogøe satte en ære i at holde arbejde og privatliv adskilt, og det var derfor sjældent, at han udtalte sig om livet uden for rampelyset. Det var kun i begyndelsen af hans skuespilkarriere, at der listede sig lidt om Eva ind i et ugeblad under et interview:

I anledning i sin 75-års fødselsdag blev Ove Sprogøe og fruen Eva kørt til fødselsdagsreceptionen på Folketeatret i en speciel city-bus.
I anledning i sin 75-års fødselsdag blev Ove Sprogøe og fruen Eva kørt til fødselsdagsreceptionen på Folketeatret i en speciel city-bus.
 Foto: Aller Media DK

- Det var sørme hende, der ville have mig, men jeg er morderlig glad for hende, og det er altsaa ikke bare noget, jeg siger. Eva er mig en stor inspiration. Og saa er jeg saa gla’ for, at hun er en privat kvinde. Det er dejligt, naar ”teater” hænger en langt ud af halsen, at komme hjem til et menneske, som staar helt udenfor, sagde Ove Sprogøe til et ugeblad i slutningen af 1950’erne.

Ove og Eva Sprogøe nåede at være gift i 59 år, og de sidste måneder boede de begge på Løjtegårdsvejens Plejehjem på Amager.

Eva døde 20. august 2004, og Ove kunne ikke leve uden sin Eva.

Blot tre uger senere, 14. september 2004, fulgte han efter.

Ove Sprogøe blev 84 år.

Sponsoreret indhold