Kendte16. juni 2022

Overrasker alle: Pia Kjærsgaard dansede med åbne bukser på catwalken

Flere politikere var på slap line, da der blev holdt modeshow. Både Mogens Jensen og Pia Kjærsgaard fandt sin vej til catwalken
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Pia Kjærsgaard vandt publikums hjerter, da hun nærmest dansede ned ad catwalken til Folkemødet.

I den bragende sol var et stort publikum dukket op på en af de mange scener for at få sig en oplevelse, de nok sent vil glemme.

Med Anders Lund-Madsen som moderator var der inviteret til modeshow med klimavenligt genbrugstøj. Og ligesom med tøjet, kan man godt fristes til at kalde modellerne for en smule alternative.

I stedet for øvede supermodeller var en håndfuld politikere blevet klædt på til eventet. De havde iført sig bukser, skjorter og kjoler, der var lavet af alt fra hullede viskestykker og gamle hospitalsdyner til brugte hjemmeplejebukser og kasseret sengetøj fra Rigshospitalets børneafdeling.

Snublede

Blandt de inviterede var blandt andet folketingspolitikerne Mette Thiesen og Carl Valentin samt den tidligere kristendemokrat og nu konservative Isabella Arendt. Derudover kunne man også opleve den tidligere minister Mogens Jensen, der måtte forlade sin ministerpost efter minkskandalen, med sving i hofterne.

Især sidstnævnte kæmpede lidt med det elegante i sin catwalk og endte med at snuble til sidst i sin tøjfremvisning.

Artiklen fortsætter under billedet …

Det var med en stor portion selvtillid den tidligere minister Mogens Jensen trådte ind på catwalken, men socialdemokraten måtte se sig slået af trinnet for enden, da han var på vej tilbage. 
Det var med en stor portion selvtillid den tidligere minister Mogens Jensen trådte ind på catwalken, men socialdemokraten måtte se sig slået af trinnet for enden, da han var på vej tilbage.
 Foto: Kaspar Wenstrup

På plakaten var også Karen Ellemann annonceret, men hun dukkede ikke op. Det blev ikke annonceret hvorfor, men man kan forestille sig, at hun, ligesom sin bror, partilederen fra Venstre Jakob Ellemann-Jensen, havde forladt Folkemødet for at se sin syge far.

En overraskelse

Men op af hatten trak Anders Lund-Madsen en overraskelse, der fik de fleste til at sidde på kanten af deres bænk for at kunne følge ordentligt med. Modeshowet havde gemt det bedste til sidst, og den sidste model på catwalken var ingen andre end stifteren af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard.

Til lyden af Bruno Mars’ sang “24K magic” dansede hun med spjættende arme og et kæmpe smil ned til publikum, der både klappede og hujede, mens hun førte sig frem.

Artiklen fortsætter efter billedet …

Pia Kjærsgaard var i hopla, da hun agerede model på Bornholm. 
Pia Kjærsgaard var i hopla, da hun agerede model på Bornholm.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Da hun kom tilbage til enden af catwalken for at snakke med moderatoren, fortalte hun, at hun som stand-in oplevede lidt udfordringer. Blandt andet var bukserne ikke helt hendes størrelse, så da hun trak skjorten op, kunne man se et par bukser, der ikke kan knappes.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

At bukserne ikke kunne knappes var ikke noget, Pia Kjærsgaard var for genert til at vise frem. 
At bukserne ikke kunne knappes var ikke noget, Pia Kjærsgaard var for genert til at vise frem.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Det var dog ikke noget, der holdt den tidligere formand for Folketinget tilbage. Så da alle modellerne skulle have en applaus på scenen, fik hun sig også en svingom med Mogens Jensen til sangen “Get Lucky”, hvor den endnu en gang fik hele armen på catwalken.

Det lidt umage par var uden tvivl publikumsfarvoritterne, da der var show. Flere både klappede og tog billeder, da de til den lumre sang "Get Lucky" dansede lidt med hinanden. 
Det lidt umage par var uden tvivl publikumsfarvoritterne, da der var show. Flere både klappede og tog billeder, da de til den lumre sang "Get Lucky" dansede lidt med hinanden.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Sponsoreret indhold