Overrasker på Smukfest: Verdensstjerne hev X Factor-stjerne på scenen
Dean Lewis havde en overraskelse i ærmet, da han indtog Bøgescenerne på Smukfest fredag aften.
For mens publikum klappede og hujede, dukkede den danske X Factor-stjerne Tobias Floor op på scenen.
- Hva’ så Smukfest. Har I det godt, sagde han, da han gik på.
Tobias Floor har været en af grundene til, at den australske verdensstjerne har fået succes i Danmark.
Da Tobias Floor medvirkede i X Factor tilbage i 2022, optrådte han nemlig med den australske verdensstjernes sang “Half A Man”, som kort efter strøg op på danske hitlister.
For at takke Tobias Floor har den australske kunstner flere gange rakt ud til ham for at sige "tak", og derfor har “X Factor”-stjernen gæstet flere shows i Danmark.
Både i Royal Arena, på Tinderbox og nu også på Smukfest i Skanderborg.