Özlem Cekic og Thomas Evers Poulsen fryder sig på trods af "Vild med dans"-exit: Bookmakerne ved intet
Læs også: LIVE: Følg semifinalen i "Vild med dans" her
Med blot finalen tilbage måtte Thomas Evers Poulsen og Özlem Cekic forlade dansekonkurrencen i semifinalen, men allerede fra de første programmer, mente bookmakerne, at det ville blive en kort fornøjelse for parret.
– Det har været en glæde i sig selv, at bookmakerne har tabt så mange penge, det er jeg virkelig glad over, lyder det fra Özlem Cekic, da SE og HØR møder hende og Thomas Evers Poulsen efter semifinalen.
– Men selvfølgelig er det ærgerligt, at vi to ikke skal danse, siger hun.
Ifølge Thomas Evers Poulsen er det med kæmpe stolthed, at de to forlader konkurrencen lørdag aften, men han havde da håbet, at han kunne tage Özlem med videre i konkurrencen.
– Det der med at komme ind i Horsens, den oplevelse ville jeg så gerne have givet Özlem. Det sus der kører igennem hele salen, og så have danset vores cha-cha-cha og vores freestyle i Horsens.
Thomas Evers Poulsen mener, at det er bevist, at man umuligt kan spå om, hvordan det går, når seerstemmerne får betydning, for de to har kæmpet uge efter uge for at modbevise oddssætterne – og det har de gjort.
– I fem ud af ni programmer har vi ligget i top tre, lyder det fra Thomas Evers Poulsen.
– Det skal du skrive, det må du ikke censurere væk, supplerer Özlem Cekic henvendt mod SE og HØRs journalist.
– Hvis man virkelig skulle sætte en titel på mig og Thomas, så er vi nogle fightere. Det er da en ekstra glæde, at de (bookmakerne red.) har tabt masser af penge, siger hun i et grin.
Danseparret har fået et venskab, der minder om et søskendeforhold, og Özlem afslører, at hun og Thomas har store planer om at mødes privat.
– Vi skal spise en masse kage.