Özlem Cekic trues på livet over plan om middag

LÆS OGSÅ: Özlem Cekic tog røven på sin mand til ”Vild med dans”: - Han blev helt paf og rørt
Når kalenderen siger 19. marts, slår Özlem Cekic dørene op for en ramadanfest med mad og hygge på rådhuset i København. Og det har bragt pisset i kog hos en gruppe danskere.
De er i hvert fald strøget til tasterne for at give politikeren deres besyv med. Og det er ikke kønne gloser, der rammer indbakken hos Özlem Cekic.
- I sidste uge druknede jeg i hademails, fordi jeg har annonceret, at vi holder ramadanmiddag på rådhuset i København, fortæller Özlem Cekic til SE og HØR.
Det er vigtigt for hende at sammensætte en gæsteliste af mennesker med forskellige etnisk baggrund, religion, kultur og alder for at bygge bro, forklarer hun.
- Det gjorde jo så at jeg fik hademails fra klokken seks til sidste telefonopkald klokken 17. Så det er virkelig en dag, hvor det bare væltede ind med hademails.
Og det er rigtig grimme beskeder fyldt med had og endda deciderede trusler, der bliver sendt hendes vej.
- Det er alt fra, at jeg er terrorist til, at jeg er perker, til at jeg skal skride hjem – og at der er nogen, der burde nakke en. Selvfølgelig giver jeg truslerne videre, men jeg har været en del af den offentlige debat siden 2007, og det er kun blevet værre.
- Det er jo ikke en menneskeret at kalde mig luder på min Facebook. Så må folk finde et andet sted, de kan lukke deres gylle ud. Så nu har jeg sagt: Hvis man ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt i mit hjem – fordi det er Facebook – så må man finde et andet sted.