"Pam & Tommy" er en genistreg: Talende penis og en fortryllende Pamela Anderson
Det var mildest talt et freakshow ud over det sædvanlige, da brystbomben Pamela Anderson i 1995 giftede sig med Mötley Crüe-trommeslageren Tommy Lee.
Romancen havde varet i blot 96 timer, da det forelskede par sagde ja til hinanden på en strand i Mexico.
Rockstjernen og sexikonet var på alles læber, men det hæsblæsende eventyr var først lige gået i gang.
Det nygifte par havde nemlig optaget en særlig hjemmevideo, der angiveligt kun var lavet for deres egen fornøjelses skyld. Den video fandt dog alligevel vej ud af parrets hænder, da den blev stjålet.
Resultatet? Sexoptagelserne blev til det, vi i dag kan kalde den første virale internetvideo.
I den nye miniserie "Pam & Tommy" dykker vi med hovedet først ned i den vanvittige fortælling om den fortørnede tømrer Rand Gauthier (Seth Rogen), der efter at have været ansat til at renovere det nygifte pars soveværelse, bliver fyret og ryger ud på røv og albuer.
Efter at være blevet behandlet som en spand lort af sin arbejdsgiver Tommy Lee (Sebastian Stan) er Rand vred. Meget vred. Og på røven.
Artiklen fortsætter efter billedet..
Det er svært ikke at forelske sig i Lily James, der spiller rollen som Pamela Anderson i miniserien "Pam & Tommy". (Foto: Hulu)
Derfor øjner han en formidabel mulighed for at tjene en net sum penge ved i partnerskab med Miltie (Nick Offerman) at sælge parrets hjemmevideo på nettet.
Herfra er serien sådan set skudt igang, og hvis du skulle være det mindste i tvivl, så er svaret nej - det bliver bestemt ikke kedeligt.
FASCINERENDE PENISDIALOG
Først og fremmest er det nærmest umuligheden selv ikke at forelske sig i Lily James, der spiller rollen som Pamela Anderson.
Hun er takket være heftigt hår og tung makeup blevet forvandlet til "Baywatch"-stjernen på en imponerende virkelighedstro facon.
Også Sebastian Stan, der giver den hele hysteriarmen som Tommy Lee, bærer den udtryksfulde musiker godt, og sammen bliver de til en enhed, man simpelthen ikke kan få øjnene fra.
Seriens tre første afsnit brager afsted med en stil og en tone, som du enten vil hade eller elske, og det er netop fascinationen, det overdrevne og det ekstra umph, der tager et fast greb i din opmærksomhed.
Man er fanget af nøjagtigt den samme følelse, man var fanget af, da virkelighedens Pam og Tommy indtog alverdens avisoverskrifter i 90'erne.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Sebastian Stan som Tommy Lee og Lily James som Pam Anderson. (Foto: Hulu)
Sådan fortsætter det dog ikke, og hvis du formår at komme forbi scenen, hvor Tommy Lee har en seriøs samtale med sin egen penis, så byder de sidste fem afsnit på en noget anden tilgang til historien, der vil få dig til at ændre dit syn på det vilde par.
Karaktererne bliver foldet ud på en måde, der betyder, at de glitrende kendisfigurer bliver menneskelige.
Især Pamela Anderson var tilsyneladende ikke bare det, man med sine samtidsbriller havde gættet på.
Der er meget mere at komme efter end store patter og røde badedragter, og Lily James rammer fuldstændig den uskyldighed, som virkelighedens Pamela Anderson - trods alt - også besidder.
Også en galefigur som Tommy Lee bliver takket være Sebastian Stan til en dragende karakter, hvor man pludselig forstår tiltrækningen (altså ud over de 26 cm penis, han er i besiddelse af, bevares).
- Jeg kan egentlig godt lide dem. Jeg ved, han er en fucking idiot og alt det, og det er han, men han er på en eller anden måde underligt sympatisk, lyder det fra tømrerens ekskone, Erica (Taylor Schilling), og det er mildest talt spot on sagt.
Artiklen fortsætter efter billedet...
(Foto: Hulu)
Serien er på flere måder end én alt det, Ryan Murphy ville ønske, han kunne skrue sammen ud fra hans fascination af Hollywood, og den dyrker 90'er-æstetikken i sådan en grad, at man kun kan elske det.
Det er en skidesjov hævnhistorie, men det er også en historie om kendis- og popkultur, der taler lige ind i den Free Britney-bevægelse, der hærgede det meste af sidste år.
Vi griner af det, vi ikke må grine af, vi drages af det, vi ikke skal drages af, og vi slubrer de kendte menneskers oprejsning og fald i os. Dét får især sidste del af serien dig til både at skamme og reflektere over.
Hvem havde troet, at Pamela Anderson og Tommy Lee ville sende os i den retning?
Bedømmelse: 5/6 stjerner
"Pam & Tommy" har premiere på Disney+ den 2. februar.
Se traileren til serien øverst i artiklen.