Kendte9. marts 2024 (opd. 5. september 2024)

Papes eksmand får kram af statsministeren til bisættelse

Josue Medina Vazquez er med til bisættelse af Søren Pape i Viborg. Her fik han et kram af Mette Frederiksen
Mette Frederiksen giver Papes eksmand et kram i Viborg Domkirke.
Mette Frederiksen giver Papes eksmand et kram i Viborg Domkirke.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Søren Pape Poulsens eksmand, Josue Medina Vásquez, er mødt op i Viborg for at deltage i Papes bisættelse lørdag formiddag.

Han er på plads i domkirken sammen med en kvinde, som ifølge TV 2 News er hans søster.

Vásquez er har ikke udtalt sig til pressen lørdag.

Han fik et kram af statsminister Mette Frederiksen (S), da hun ankom til domkirken omkring et kvarter før bisættelsens begyndelse klokken 11.00.

Billeder fra DR og TV 2 viser en dybt berørt Vásquez.

På Facebook lagde Vásquez et opslag op fredag, hvor han skriver:

- Jeg elsker dig for evigt. They won't win! Love will win!

- I dyb sorg, men vi ses i morgen (lørdag, red.), står der.

Søren Pape Poulsen døde lørdag 2. marts efter en hjerneblødning.

Dagen efter lagde Josue Medina Vásquez en hyldest til Pape op på sin Facebook-profil.

På en sort baggrund toner Søren Pape Poulsen frem ved siden af sit navn, fødselsår og årstallet 2024, hvor politikeren gik bort, på Vásquez' profil- og coverbillede på det sociale medie.

Sådan ser profilen fortsat ud ved bisættelsen lørdag.

Vásquez har ikke skrevet nogen tilhørende tekst, men i kommentarfeltet ligger en række kondolencer fra hans venner på mediet.

Søren Pape Poulsen meddelte, at han og Vásquez skulle skilles en måned efter, at han havde lancerede sit kandidatur til statsministerposten i august 2022.

Det skete, efter at Ekstra Bladet kunne afsløre, at Søren Pape Poulsen havde sagt en række forkerte ting om sin mands baggrund.

Det var blandt andet, at han skulle være jøde, og at hans onkel var præsident i Den Dominikanske Republik.

Søren Pape Poulsen beklagede. Efterfølgende skrev han, at han havde viderebragt disse oplysninger om Vásquez og dennes familie i god tro.

Senere beskrev han året, hvor han gik efter statsministerposten, som "mit livs værste år" i et interview med DR's 21 søndag.

Sponsoreret indhold