Patricia Thyberg sælger lejligheden: På boligjagt med Tobias Hamann
LÆS OGSÅ: Tobias Hamann afslører: Sådan scorede han Patricia
"Bagedyst"-vinder Tobias Hamann og kæresten Patricia Thyberg er klar til at tage næste skridt i deres forhold.
Parret, der bor til leje på Islands Brygge, er nemlig på udkig efter et nyt fælles hjem, og derfor har Patricia Thyberg valgt at sætte sin lejlighed til salg til den nette sum af 4.495.000 kr.
– Tobias og jeg vil gerne købe en fælles bolig – og det har vi kun råd til, hvis vi hver især sælger vores nuværende bolig. Og det gjorde Tobias for nogle måneder siden – så nu blev det min tur, fortæller Patricia Thyberg til SE og HØR.
Lejligheden, der fra 1890, rummer tre værelser og ligger i hjertet af det indre København.
Trofaste følgere af parret vil måske huske, at det var her, kærlighedshistorien havde sin begyndelse, da Tobias Hamann og Patricia Thyberg indledte deres forhold som lejer og udlejer i 2021.
Før parret kunne kalde sig kærester, nåede Tobias Hamann dog at blive smidt ud og købe en ny lejlighed. Men efter et par måneder indså parret, at de ikke kunne undvære hinanden, og på deres årsdag flyttede de sammen i en lejelejlighed på Islands Brygge.
Siden har Tobias Hamann solgt sin lejlighed, og nu er det altså Patricias tur.
Drømmer om mere plads
Boligjagten er allerede sat ind hos parret.
– Vi kigger efter lidt forskelligt, men vi har ikke travlt. Det kunne være et lille rækkehus, et townhouse eller lignende, fortæller Patricia Thyberg.
De vil dog helst blive boende i byen, og så har de et krav om, at der skal være masser af plads – og gerne et par ekstra værelser – i deres kommende hjem.
– Bare rolig, det er blot til opmagasinering af bageudstyr, forsikrer Patricia Thyberg.
Du kan se salgsopstillingen af lejligheden HER.