Pernille Blume jubler: Hun er blevet forlovet
Den danske svømmer Pernille Blume jubler - hun skal nemlig giftes.
Den 27-årige OL-medaljevinder afslører på sin Instagram-profil, at hun er blevet forlovet.
- Jeg vil give august 10 ud af 10. Min elskede og jeg har begge fået medaljer ved OL, og nu DET HER!!!, skriver hun og viser en række billeder frem af sin hånd med en fin ring om fingeren.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Hun danner par med den 30-årige franske svømmer Florent Manaudou.
Han har også delt den glædelige nyhed på sin Instagram-profil med teksten "Hun sagde ja".
På valentinsdag 2020 lagde den franske elitesvømmer for første gang et billede ud af dem sammen, hvor han stod og holdt om Pernille Blume og gjorde det klart, at de var en ting.
Til OL i Tokyo, Japan, vandt de hver deres medalje i 50 meter fri - Pernille Blume vandt bronze, mens hendes udkårne vandt sølv.
Svømmedarlingen Pernille Blume skal dog snart danse tæt med en anden herre. Hun skal nemlig være med i "Vild med dans", som har premiere på TV 2 10. september, hvor hun skal danse sammen med Morten Kjeldgaard.