Pernille Harder føler sig tryg på banen: Homofobi er for herrer

I 2019 gik billedet af et kys verden rundt. Det var Pernille Harder og hendes kæreste, svenske Magdalena Eriksson. Magda havde lige vundet VM-bronzekamoen over England, og Pernille ønskede sin kæreste tillykke med sejren med et kys, som det mest naturlige i verden.

Men det er det ikke for alle. Og lige dér gik det op for Pernille, at hun havde en stemme, hun kunne bruge til noget vigtigt.

Det fortæller hun til Alt for damerne.

- Vi fik rigtig meget positiv respons fra medierne, der sendte det rundt, men der var virkelig også mange personer, som skrev til os, at de var megainspirerede, og de syntes, vi var megaseje ved at gå forrest, og hvor meget det betød for dem.

Så det var en øjenåbner for os om, at vi kan hjælpe mennesker ved at være os selv og at være åbne om vores seksualitet, siger hun til damebladet.

De seneste mange år har Pernille Harder slået et slag for kvindefodbold.

Da hun var lille, kunne hun kun se mænd drible på grønsværen i fodbold, og hun troede derfor, at man skulle være en dreng for at nå sin drøm om en karriere som professionel fodboldspiller.

Så røg de lange lokker.

Da det senere gik op for hende, at der fandtes et kvindelandshold, lod hun det lyse hår gro igen.

Kæmper for ligestilling

Men der er lang vej igen. Forholdene er alt for forskellige for mænd og kvinder i fodbold.

- Jeg ønsker, at man i kvindefodbolden kan tjene så meget, at man kan leve af det, og at man ikke føler en stress, når man stopper med at spillefodbold, for at man skal finde et nyt arbejde med det samme for at kunne få tingene til at hænge sammen, siger Pernille, som med samme vilkår som mændene mener, at de danske fans også kan forvente flotte præstationer af kvindelandsholdet.

- Jeg håber, vi kan skabe samme nationale følelse, som vi oplevede sidste sommer, hvor hele Danmark fulgte herrerne.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Man kunne se på dem, at de følte den støtte, og at de blev elsket af danskerne uanset hvordan det gik. Det gjorde også, at de følte, de kunne spille mere frit, forklarer hun.

Men der er alligevel et område, hvor kvindelandsholdet er nået meget længere end deres mandlige modstykker: mangfoldigheden.

- Heldigvis synes jeg ikke, vi oplever samme niveau af racisme og homofobi, som man gør i herrefodbold. Jeg føler, at kvindefodbold har det varemærke, at man kan være den, man er.

Der er mange, som er sprunget ud i kvindefodbold, hvor det samme ikke gør sig gældende i herrefodbold.

Selvfølgelig har herrefodbold flere fans, men der er mange af dem, som kan råbe ting, der gør, at herrefodbolden ikke er så mangfoldig, fordi man ikke tør være den, man er.

Tredje halvleg

Når sidste kamp er fløjtet af, håber Harder, at hun kan beholde fodboldstøvlerne på. For hun er langt fra færdig med at lære fra sig og kæmpe for kvinders fremtid i fodbold.

- Jeg vil helt sikkert gerne blive i fodboldverdenen og give noget tilbage ved f.eks. at bruge og dele ud af den erfaring, jeg har fået gennemmin karriere – valg og hvordan man bliver en af de bedste i Europa.

Der er jo ikke mange, der ved, hvad der helt præcist skal til, men det gør jeg, for jeg har gjort det på egen hånd, fortæller Pernille, som sammen med sine landsholdskammerater spillede sin første landskamp i Parken den 24. juni, da de mødte Brasilien forud for EM.

I aften kan du se hende tørne ud for Danmark, som spiller EM i England.