Pernille Højmark: Ta’ mig, som jeg er

Kviksølv har hun med egne ord altid haft i rumpetten. Men nu må der også være udbrudt ild, for Pernille Højmark kan i bogstavelig forstand ikke sidde stille på stolen.

Hun nærmest sitrer af begejstring, når hun fortæller om sit lille ny ”barn”: Albummet ”Portræt”.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Selv om Pernille har udgivet albummet ”Portræt” med Det Kompetente Orkester, så eksisterer Sweethearts stadig. Derudover tager hun ud at holde foredrag. (Foto: Dan Mariegaard)

– Det er første gang, jeg er gået helt solo og står for alt selv, fortæller hun.

Projektet har været flere år undervejs, og man skal slet ikke begynde at tænke økonomi, for så besvimer man, mener hun.

Når hun alligevel har kastet sig over musikken på egen hånd, er det ganske enkelt, fordi hun ikke kan lade være.

– Det er med hjertet forrest. Tvivlen er der altid, men den kan kun bruges til at justere på noget. Ikke til at komme i gang. Jeg har droppet at tænke over, om jeg kan eller ikke kan. Der er kun én vej, og det er fremad og i gang, siger hun.

Skør sjæl

Fis i kasketten, vil mange nok kalde det. Det er også netop navnet på et af numrene på albummet.

– Det er nærmest en annonce for mig. Jeg ville have stribevis af diagnoser, hvis jeg var barn eller ung i dag. Jeg pakkede skoletasken en gang om året, så jeg var heldig, hvis jeg havde de rigtige bøger med. Men jeg er så træt af at prøve at lave mig selv om. Nu må I sgu tage mig, som jeg er, siger hun.

At det er hjertet og ikke økonomien, der er drivkraft, har hun det fint med.

– Man skal have en speciel psyke til det. Men der er også en form for frihed i det. Jeg ville føle mig spærret inde, hvis jeg havde et 8-16-job.

Under administration

Uvisheden ved ikke at vide, hvor pengene skal komme fra, har hun lært at leve med.

– Sådan har det jo været hele mit liv. Det går sgu nok. Desuden er jeg sat under administration. Jeg kan slet ikke styre penge. Bruger alt for mange, og jeg ved ikke til hvad. De forsvinder bare, siger hun.

​Artiklen fortsætter under billedet ...

– Mit liv har været nomadeagtigt. Men nu bor jeg i Valby, og der har jeg boet længere end noget andet sted. (Foto: Dan Mariegaard)

Musikken gør hende lykkelig – det er hun ikke et sekund i tvivl om. Den har også tjent som trøst for hende.

– Her tænker jeg især på Leonard Cohen. Min mor købte en plade, da jeg var en ulykkelig og mærkelig teenager. Han kom til at betyde noget helt særligt for mig. Nærmest som et kært familiemedlem. ”Der gik onkel Leonard bort”, tænkte jeg, da han døde. Det er derfor, jeg har et af hans numre, ”Dance Me to the End of Love”, med på mit album som ”Dans mig”, forklarer hun.

Gammel i gårde

Pernille er meget bevidst om, at det kan være svært at få ørenlyd til sin musik, når man som hun har rundet de 58 år. Værre er det imidlertid som skuespiller.

– Det er en trist branche at blive gammel i for de fleste. Men det er lykkedes mig at finde et liv, hvor jeg ikke skal sidde og vente på job. Det kræver, at jeg hele tiden finder på nyt, og det gør jeg så.

​Artiklen fortsætter under billedet ...

– Jeg kan godt lide musikbranchen. Der er kontant afregning og ingen høflighedsklap. Der har heller aldrig været noget alternativ for mig. Det havde aldrig kunnet lade sig gøre for mig at studere eller sidde på kontor, siger Pernille. (Foto: Dan Mariegaard)

Særlig glad er Pernille, når hun kan berolige nogle unge, som hun synes er overvåget i en grad, som hun aldrig har kendt, samtidig med at der stilles så høje krav til dem i skolen.

– Så siger jeg til dem, at når sådan en halvstuderet røver med minimal skolegang som mig kan klare sig, så kan de sgu også. Så slap af, og lev livet.