Pernille Vermund skal skilles
Kærligheden er brast mellem partileder i Nye Borgerlige Pernille Vermund og finansmanden Lars Tvede.
Det skriver de begge i et enslydende opslag på Facebook.
Parret, der blev gift i maj 2019, er i øjeblikket på sommerferie sammen på den græske ø Korfu. De er afsted som venner, oplyser 64-årige Lars Tvede.
Vi besluttede derfor før sommerferien, at vores forhold skal være et venskab i stedet for et ægteskab, skriver han.
Herefter tilføjer han:
- Vi har tilbragt sommeren sammen og har en lille uges ferie sammen foran os, men altså nu ‘kun’ som gode venner.
Artiklen fortsætter under billedet:
Pernille og Lars blev gift i Espergærde i 2019. De har kendt hinanden i fem år i alt.
(Foto: Thomas Laursen)
Ifølge politikeren og entreprenøren er det blandt andet adskillelsen i dagligdagen, der har været hårdt for ægteskabet.
- Vi lever i hvert sit land og har hver sin travle hverdag, lyder det i oplaget, hvorefter Vermund og Tvede fortsætter:
- Pernille i Danmark med politik, partiledelse og børn. Jeg i Schweiz med min yngste datter, fem schweiziske virksomheder og et flittigt forfatterskab. Det seneste år med nedlukninger har desuden i lange perioder gjort det umuligt for os at ses. Den samlede pris er desværre, at vi har haft for lidt tid til og mulighed for at få en fælles hverdag, pleje kærlighed og leve i et nogenlunde normalt ægteskab.
Pernille Vermund har tre sønner fra et tidligere ægteskab.