Person faldet om: TV 2 fortsætter show
SENESTE: Omkring 20.10 meddelte TV 2, at personen er i bedring. Læs hele historien her.
TV 2 har valgt at optage "De største øjeblikke” i aften, selv om en gæst ved showet kort forinden er faldet om med hjertestop.
Optagelserne til programmet skulle efter planen være gået i gang klokken 19.20. Men på grund af den alvorlige situation tidligere på aftenen blev programmet en halv time forsinket.
Personen faldt om, mens den røde løber var i gang, og mens de mange gæster var ved at finde vej til netop den røde løber.
Derfor har mange overværet det dramatiske kollaps.
Der blev straks ydet førstehjælp, og en tilkaldt ambulance og lægebil hastede til Operaen.
På det tidspunkt havde personen modtaget hjertemassage i over et kvarter. Ifølge SE og HØRs oplysninger er personen i kritisk tilstand.
SE og HØR var i gang med at sende live, da personen faldt om. SE og HØR afbrød straks live-sendingen, og TV 2 valgte også at aflyse den røde løber.
I stedet bad tv-kanalen alle gæster om at tage plads i salen. Og herfra vil showet altså blive optaget som planlagt.
Ifølge SE og HØRs oplysninger er personen, der faldt om med hjertestop, et familiemedlem til en af gæsterne på den røde løber ved aftenens arrangement.