Peter Bellis sidste besked til sine fans: – Vi har det godt og nyder livet
Danmark har mistet en af de helt store, da det fredag formiddag kom frem, at Peter Belli er død efter længere tids sygdom.
Og selv om sangeren, der blev 79 år, holdt sig fra rampelyset de seneste år, så slap han aldrig kontakten med sine trofaste fans.
Hans sidste ord på Facebook blev postet den 15. april, hvor han sendte en hilsen til sine mange fans.
Til et foto, hvor Peter Belli står sammen med hustruen June og deres gode ven Stig, forsikrer han sine fans om, at han har det godt, selv om han ikke er så aktiv længere.
– Kære venner. Først og fremmest, tusind tak, fordi at I stadig følger mig her på Facebook. Jeg er ikke så ofte på, og jeg kan se, at jeg har fået rigtig mange private beskeder fra jer alle, indleder han i opslaget og fortsætter:
– Mange spørgsmål går på, hvordan June og jeg har det. Jeg kan fortælle, at vi har det godt, og nyder livet. Og jeg håber, at I gør det samme? Der vil komme et opslag fra mig i ny og næ, når jeg har noget at fortælle. Men de rigtig mange private beskeder kan jeg desværre ikke besvare, men I er meget velkommen til at kommentere på mine opslag, det sætter jeg pris på. Alt det bedste til jer alle, afslutter han opslaget.
Sidste gang, Peter Belli gik på scenen var tilbage i 2019, hvor han optrådte til Zulu Awards.
Hans sidste koncert var i december 2017, hvor han optrådte sammen med "De Rejsende" i Amager Bio.
Bellis karriere strakte over 50 år, og han indspillede mere end 40 albums.