Peter Mygind afslører: Denne dag skal Jytte Abildstrøm bisættes
Lørdag den 11. januar siger familie og venner et sidste farvel til Jytte Abildstrøm.
Her bliver den farverige kvinde - der døde torsdag - bisat.
Det oplyser hendes søn, Peter Mygind, i en story på Instagram.
"Til Jyttes kære venner, familie og kolleger. Bisættelsen finder sted lørdag den 11. januar kl. 14 i Frederiksberg Kirke".
Jytte Abildstrøm døde 2. januar i en alder af 90 år. Den sidste tid tilbragte hun på hospice, fortalte Peter Mygind og svigerdatteren Lise Mühlhausen i sidste måned til SE og HØR.
- Jytte er på Hospice tæt på os, så Peter, resten af familien og hendes mange venner kan holde hende i hånden hver dag. Jytte og vi er dybt taknemmelige for, at der findes Hospice i Danmark. Jytte får den bedste pleje af det mest omsorgsfulde personale, man kan forestille sig. Jytte føler, hun er på en sky, som nok snart flyver til himmels, skrev familien i en fælles meddelelse.
Det helt store folkelige gennembrud fik Jytte Abildstrøm på tv i slutningen af 1960'erne i rollen som Norma, mor til Sonja fra Saxogade, og hun blev et glædeligt gensyn i filmen ”Flyvende farmor” i 2000.
Hun blev i 1961 gift med Søren Mygind, og sammen fik de sønnerne Lars Mygind og Peter Mygind.
I september nåede skuespilleren og teaterlederen desuden at blive hyldet med prisen Teaterflisen på Frederiksberg Allé.