Kendte20. marts 2025

Petra Nagel jubler over venindedate: - Samtalen flød bare

"Bachelorette"-vært Petra Nagel er på venindejagt i sin nye hjemby, og det går strygende
Petra Nagel
Petra Nagel har været på flere venindedates i jagten på nye relationer i den nye hjemby Lejre.
 Foto: Hanne Juul

LÆS OGSÅ: Bundærlige Petra Nagel: - Jeg drømmer om at få en veninde

Petra Nagel luftede forleden sin drøm om at skabe nye venskaber i sin nye hjemby.

Det gjorde hun i podcasten ”Et nyt kapitel”.

”Bachelorette”-styrkvinden flyttede sidste år væk fra omgangskredsen i København med troen på, at det ville blive nemt at finde nye venner i Lejre.

Det viste sig dog at være sværere end som så.

Hun havde dog gået og luret lidt på en bestemt kvinde, hun rigtig gerne ville lære at kende.

Og nu er der nyt om vennejagten.

For siden første afsnit er det lykkedes Petra at skaffe nummeret på sin potentielle veninde, og hun har derfor sendt hende en sms og inviteret hende på vennedate.

- Jeg skrev: ”Hej, Petra her. Jeg er jo ny her i Lejre og gad godt komme lidt mere ud hjemmefra. Altså mine børn er nuttede nok, men trænger til lidt voksenvibes. Sig endelig til, hvis du har lyst til at gå en tur eller drikke en kaffe. Kyssesmiley”, læser hun højt i podcasten.

Sms’en sendte hun afsted kvart over et og halv tre tikkede der et svar ind.

- Så svarede hun: ”Hej Petra, det ville være hyggeligt. Lad os endelig det. Jeg har nogle lidt pakkede arbejdsuger ...”, læser Petra højt og stopper så op.

For den sætning fik Petra til at tro, hun havde modtaget en afvisning. Da hun læste videre, fandt hun dog hurtigt ud af, at der også var interesse fra den anden side, for hun blev inviteret på et spontant glas vin samme aften.

Petra skulle holde oplæg og kunne derfor ikke.

Og sådan gik det et par gange, før de endelig fandt ud af at mødes til en gåtur.

- Så cyklede jeg ned til hende, og så smed jeg cyklen, og det første hun siger, er ”I øvrigt, du har gået på efterskole med min storesøster”.

- Og så snakkede vi bare. Så parkerede jeg cyklen, og så viste hun mig rundt i sit hus, og så gik vi en lang tur, og samtalen flød.

Den flød så godt, at vennedaten ikke sluttede med gåturen, men udviklede sig til hygge med eftermiddagskaffe og hjemmebagte boller.

Et par dage senere mødte de hinanden i gymnastikforeningen, og den gode kemi var der endnu.

Men Petra har ikke bare holdt sig til kvinden med blomsten i håret, afslører hun. Hun har spillet på flere heste og været ude at gå en tur med en anden kvinde også.

Vennejagtsæsonen er i den grad skudt i gang.

Sponsoreret indhold