Petra Nagel jubler: Venter barn nummer tre
Sidste år proklamerede Petra Nagel, at hun vil have 1000 børn. Og hun gør sit til, at projektet skal lykkes.
”Go’ Aften Live”-værten er nemlig gravid.
Det afslører hun på Instagram.
- Stor uge herhjemme. Rosa 2 år, Pelle 5 år. Og…Barn 3….15 uger ca., skriver hun til en stribe billeder af sig selv og hendes voksende familie og mave.
- Alle får kys og påskeæg ad libitum hele ugen, lyder det videre.
Petra Nagel har i forvejen sønnen Pelle-Emil på knap fem år og datteren Rosa på knap to år med sin forlovede Asbjørn Munk.
Det var i DR-programmet ”Hjerteflimmer for voksne”, hun luftede sin drømme om en storfamilie. Og drømmen udspringer af hendes anstrengte forhold til sin krop.
- Jeg så frem til, at min krop skulle have en funktion, for jeg var så træt af, at det hele tiden handlede om, hvordan den så ud, og hvordan jeg havde det med den, fortalte hun.
- Det er også derfor, jeg elsker at være gravid. Elsker det, betonede hun.
På en ferie i Thailand i 2019 faldt Asbjørn på knæ og friede.
Det er dog ikke blevet til et bryllup endnu, og Petra ved faktisk slet ikke, om det nogensinde bliver, fortalte hun i samme program.
- Vi har overhovedet ikke sat en dato. For sidste år ville jeg hellere have et nyt badeværelse, og nu er jeg lidt sådan, jeg gider ikke lige nu og næste år, nej det gider jeg heller ikke, lød det fra Petra Nagel og forklarede sin manglende entusiasme:
- Jeg får den ikke ligesom op at stå over alt det med gæstelister og hvor skal det holdes? Så jeg ved ikke, om vi nogensinde bliver det. Det bliver i hvert fald ikke lige nu, slog hun fast.
Udsigten til yderligere seks måneders graviditet, en fødsel og efterfølgende søvnløse nætter gør nok ikke ligefrem et bryllup mere realistisk.