Kendte26. september 2024

Pilou Asbæk efter madanmeldelse: Ingen er mere ked af diskussionen end mig

Den danske skuespiller fortæller, at han måske for naivt deponerede sine dyreetiske forpligtelser hos sine færøske værter
Pilou Asbæk er ked af, han for en kort stund satte sine dyreetiske forpligtelser til side, for at behage en færøsk vært, der serverede levende dyr.
Pilou Asbæk er ked af, han for en kort stund satte sine dyreetiske forpligtelser til side, for at behage en færøsk vært, der serverede levende dyr.
 Foto: Thomas Laursen

LÆS OGSÅ: Berlingske erkender fejl i kontroversiel madanmeldelse fra Færøerne

Madanmeldelser kaster sjældent så meget negativ omtale med sig, som det er tilfældet med Berlingskes Søren Franks nylige én af slagsen fra Færøerne.

Søndag bragte det borgerlige medie en anmeldelse - blandt andet fra en legendarisk fiskeeksportør - som efterfølgende er blevet kritiseret for dyremishandling og har kostet en politianmeldelse af Pilou Asbæk og to yderligere personer.

Den danske skuespiller var nemlig sammen med et filmhold med ved besøget, og torsdag reagerer han nu på oplevelsen.

- Der er aktuelt stort fokus på et restaurantbesøg, jeg deltog i på Færøerne. Det forstår jeg sådan set godt. Opmærksomheden handler om, hvorvidt nogle af havets dyr har lidt overlast i forbindelse med mit besøg.

- Den diskussion er der ikke nogen, der er mere ked af end jeg, skriver Pilou Asbæk i et opslag på sin Instagram-konto.

I anmeldelsen beskrives det, hvordan man under besøget hos fiskeeksportøren har spist levende jomfruhummere, der skal ”holdes i halen, så de ikke bider en i næsen”.

Det er blandt andet den passage, der har fået flere læsere op af stolen.

Hummerne nægter Pilou Asbæk dog at have spist, ligesom han heller ikke var vidende om, at han blev nævnt i anmeldelsen ifølge sig selv.

- Jeg blev sammen med mit filmhold inviteret til en særlig og privat aften med færøske specialiteter. Derfor var jeg også som gæst opsat på at udvise kulturel ydmyghed og nysgerrighed i forhold til vores færøske værter.

- Det var på ingen måde min intention, at det skulle ske på bekostning af mine dyreetiske forpligtelser, som man kan sige, at jeg måske for naivt deponerede hos aftenens værter, skriver Pilou Asbæk.

Den 42-årige film- og seriestjerne befinder sig på Færøerne for at filme den dansk-færøske film "No Rest for the Wicked".

Det er imidlertid ikke det eneste job, som Pilou Asbæk har scoret i år.

I marts fortalte han til SE og HØR om sin rolle i Apple+-succesen "Foundation", som han på flere punkter sammenlignede med sin tid på "Game of Thrones"-produktionen.

Sponsoreret indhold