Pinligt! Endnu en royal bommert i Harry og Meghan-dokumentar
Så sent som i går kom det frem, at Netflix har været lidt for kreative, når det kommer til redigeringen af prins Harry og hertuginde Meghans kommende dokumentar.
I traileren bliver der vist en scene, hvor Sussex-parret angiveligt bliver jagtet af paparazzi-fotografer, men på pinlig vis er det siden kommet frem, at der var tale billeder fra premieren på "Harry Potter-filmen i 2011.
Og nu er producerne blev fanget i endnu en royal bommert.
Ifølge Daily Mail kan man nemlig i traileren også se en række hidtil usete billeder fra de tidlige stadier i prins Harrys og Meghans forhold.
Den dramatiske trailer inkluderede her også flere billeder fra prinsens ungdomsår.
På et af billederne kan man se ham iført en baseball-kasket med hånden oppe foran sit ansigt i forsøget på at skærme sig selv fra kamera-blitzene.
Men nu er det kommet frem, at billedet er taget i september 2007, mens prins Harry stadig dannede par med sin daværende kæreste, millionærdatteren Chelsy Davy.
Parret mødte hinanden i 2004, da de gik i skole sammen i London, og de nåede at danne par i seks år.
Billedet af den dengang 22-årige prins Harry iført baseball-kasketten er - ifølge det britiske medie - taget klokken 06.20 om morgenen i Heathrow Airport.
Her hentede han Chelsy Davy, der netop var landet efter en 11 timer lang flyvetur fra Zimbabwe, hvor hendes far ejer et ferieresort.
På det originale billede kan man se prins Harry holde sin daværende kæreste om skulderen, mens han forsøger at stoppe paparazzi-fotograferne i at tage billeder.
I Netflix-traileren til den kommende dokumentar er Chelsy Davy dog blevet klippet fuldstændig ud.
Det virker desuden til, at der i klippelokalet også er blevet leget med lyset, således at det ser ud til, at blitzlyset fra kameraerne er mere voldsomme i dokumentaren, end de var i virkeligheden.
- Netflix har simpelthen inkluderet et beskåret billede af Harry sammen med Chelsy Davy i en Harry og MEGHAN-dokumentar, skriver en bruger på Twitter, der finder brøleren sjov.
- Du kan ikke finde på det her pis selv. Hvad sker der?, fortsætter han.
En anden bruger driller Netflix ved at hentyde til den første brøler, hvor de viste billeder fra Harry Potter-premieren.
- I det mindste har de et fotografi af den rigtige Harry denne gang, joker personen.
Første afsnit af prins Harrys og hertugindens Meghans nye dokumentar får premiere torsdag på Netflix.