Pludselig kom stalker løbende mod dem: Renée Rapp måtte eskortere Drew Barrymore af scenen
– Du ved godt, hvem jeg er.
Sådan lød de gruopvækkende ord fra en herre ved navn Chad Michael Busto, der under et oplæg på Y92 i New York pludselig besluttede sig for at storme mod scenen.
Oppe på den sad den amerikanske skuespillerinde Drew Barrymore, som var i færd med at interview sin kollega, Renée Rapp.
Optrinnet skete mandag, og selvom det endnu ikke er beskrevet af særligt mange medier, så florerer en video af den uhyggelige situation på de sociale medier – herunder TikTok og X, tidligere kendt som Twitter.
På klippet ses en mand, der nærmer sig scenen og de to kvindelige kunstnere, som kigger ud mod venstre side blandt publikum. Han præsenterer sig, og fortsætter så:
– Du ved godt, hvem jeg er, og jeg er nødt til at se dig, mens du er i New York.
Det står ikke klart, om det er ”Charlies Angels”-stjernen eller musiker og skuespiller Renée Rapp, som manden henvender sig til.
Som den første rejser den 23-årige Rapp – kendt fra ”The Sex Lives of College Girls” – sig op, og trækker Drew Barrymore ud mod bagtæppet.
I mellemtiden lykkedes det tilsyneladende vagter at gå manden i møde, hvilket bevirkede, at han aldrig nåede frem til de to stjerner, som dog ser tydeligt skræmte ud.
Se optagelsen fra den uhyggelige situation her:
Ifølge mediet Unilad fortsatte begivenheden som planlagt, efter manden blev fjernet fra kulturcenteret The 92nd Street Y på Upper East Side i New York.
Da kvinderne vendte tilbage til scenen, var det angiveligt med stort overskud til også at joke lidt ovenpå den skræmmende situation.
– Nå, nu kan jeg endelig sætte en finger på din ”sexiness”, lød det fra Barrymore, der roste Renée for sin hurtige reaktion.
– Det er din evne til at beskytte. Der gik helt ”Bodyguard” i den. Du er min Kevin Costner, lo hun.
På det sociale medie, X fortæller en person, der var til stede ved eventet, at Drew Barrymore og Renée Rapp tacklede det hele forbilledligt.
– De tog det begge som nogle chefer, og var hurtigt tilbage for at fortsætte den fantastiske samtale, skriver vedkommende.
Emnet for talken var Rapps debutalbum, "Snow Angel”, og efter samtalen gav sangerinden og skuespillerinden et nummer – ganske upåvirket over mødet med stalkeren.