Politiken siger stop: Smider stjernefotograf Jan Grarup på porten
Man må sige, at dagen i dag er en rigtig mandag-mandag for fotografen Jan Grarup. Han er nemlig blevet fyret fra sit job som freelancefotograf for Politiken.
Det er sket, da dagbladet har foretaget en undersøgelse af den prisvindende krigsfotograf, efter han i sommers kom i vælten, efter han havde skrevet en hilsen på en mortergranat, som en ukrainsk soldat affyrede mod russerne i en skyttegrav.
Derved trådte han ud af sin objektive fotografrolle, og det gav ham altså problemer. Først sagde Politiken, at det ikke var et problem, at Grarup havde skrevet på granaten, men nu har de ændret holdning.
For nu vil Politiken ikke længere købe billeder af fotografen, der tidligere arbejdede som freelancefotograf for dem. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Ekstra Bladet har haft fat i den nu fyrede fotograf, der fortæller, hvad han mener om dagbladets beslutning.
- Det er helt legitimt. Det er helt fint. Man skal stå på mål for det, man siger, og det kommer jeg ikke til at trække tilbage, så de er helt i orden. Jeg har intet at udsætte på Politiken i den forbindelse.