Politiker Mads Fuglede sætter millionvilla til salg: Står til pæn gevinst

Mads Fuglede står til at score en pæn slat penge, hvis han får solgt sin pragtvilla på Amager til udbudspris.
Det er konklusionen, man drager, når man læser Boligas seneste meddelelse.
Politikeren, der i år har skiftet parti fra Venstre til Danmarksdemokraterne, kræver 9.495.000 kroner for sine 153 kvadratmeter boligareal, der ligger på en 507 kvadratmeter stor grund.
Men ifølge tinglysningen erhvervede Mads Fuglede villaen for blot 1.500.000 kroner via en familieoverdragelse i 2017. Der var dog alene tale om en grund, så prisen for huset skal lægges oven i.
Alligevel kan det ende med en pæn boliggevinst.
Villaen byder på tre værelser fordelt på to etager. Der følger en solrig tagterrasse med i købet.
Mads Fuglede meldte i juni ud, at han 2025 stiller op som borgmesterkandidat i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Få måneder forinden havde han meldt sig ud af Venstre og ind i Danmarksdemokraterne, hvor han i dag er energi-, forsynings- og klimaordfører.
