Popmuseum på hjul: Britney Spears ikoniske sorte Mercedes er til salg
525.105 gode danske kroner.
Det er prisen, som lige nu sidder fast om sidespejlet på den åbne Mercedes, der har tilhørt ingen ringere end popikonet Britney Spears, og som indtil nu har levet et liv som udstillingsgenstand på Volvo-museet i Illinois siden 2011.
Popstjernens sorte Mercedes bliver hos forhandleren præsenteret som ”et transportmiddel, der er lige så legendarisk som dens tidligere ejer”.
Spears ejede ganske vist den fikse åbne 2006-model, mens hun var dronningen af tabloidforsider tilbage i midten og slutningen af 00’erne. Så hvis man gerne vil erhverve sig et køretøj, hvorfra føreren mere end en håndfuld gange har råbt af pressefotografer fra, så er det hos Volo Cars, man skal handle.
Bilen spillede ligeledes en ret stor rolle i Britneys liv i 2007, som må siges at være et af hendes mest tumultariske år.
– I denne bil blev Britney fanget midt i forskellige hændelser, fra mindre uheld på parkeringspladsen til eskapader med høj fart, fastfood-afhentninger sent om aftenen og endda en højprofileret hit and run-hændelse, som senere krævede et juridisk efterspil, står der blandet på hjemmesiden.
Gennem årene er Britneys sorte cabriolet faktisk endda blevet kaldt for ”den farligste bil i Los Angeles”, og museet der tidligere husede den, udloddede tilbage i 2013 en tur i den berygtede bil i en stor konkurrence.
Omtalerne af de talrige eskapader er mange. Men skal man nævne en enkelt af dem, som stadig i dag kan genses på blandt andet paparazzivideoer på YouTube, kan man fremhæve den, der udspillede sig på en parkeringsplads den 7. august i 2008.
Her var popstjernen på vej ud for at shoppe vitaminpiller med sin lille hund under armen, men da hun skulle parkere, gik det hele lidt skævt.
Spears – der i dag er 41 år – ramte den sølvgrå personbil ved siden af. Uheldigvis for hende kunne hun knap bevæge sig uden for en dør, uden at trække en 15-20 paparazzifotografer efter sig.
Siden indgik Britney dog i en aftale med den grå Nissans ejer, og hun slap for efterfølgende sag.
Se episoden herunder:
Den mørke periode i stjernens liv kulminerede i januar 2008, hvor hun blev hentet af en ambulance ved sit hjem. Senere samme år blev hun underlagt det værgemål, som siden – frem til sidste år – har frarøvet hende de fleste helt almindelige beslutninger for sig selv.