Popprins til vals: Jimilian skal være med i "Vild med dans"
Mascha Vang blev det første navn, som fra officiel hånd blev meldt klar til "Vild med dans", og nu er endnu en på plads.
Det er sangeren Jimilian, som har sagt ja til at bytte mikronen og musikstudiet ud med laksko og dansegulvet for en stund.
Den 26-årige popprins er måske ikke vanvittigt kendt hos den almene dansker.
Men spørger du dit barn, barnebarn eller en anden ung sjæl, så kender de ham uden tvivl. Han står bag store hits som "Sindssyg sommer", "Slem igen" og "Kærlighedssangen".
Og det unge stjerneskud glæder sig til at indtage "Hele Danmarks dansegulv".
Artiklen fortsætter under billedet...
Jimilian, som har albanske rødder, bliver uden tvivl et festligt indslag i dette års "Vild med dans" (Foto: Mathias Peldrup Gade/TV 2)
- Jeg har fulgt med i Vild med dans, og jeg glæder mig til at mærke den stemning, de alle sammen taler om. Jeg er vant til at stå på en scene, men jeg er spændt på, hvordan det bliver at skulle danse i stedet for at synge, siger Jimilian og fortsætter:
- Jeg elsker musik og har rytmisk sans, men jeg har aldrig dyrket dans på den måde, og det vil jeg glæde mig til at lære.
Selv om han og Mascha Vang indtil videre er de eneste to navne, som officielt er bekræftet, så stopper det jo ikke her.
Ifølge SE og HØRs oplysninger er den tidligere "X Factor"-vært Lise Rønne blandt nydanserne i år. Det samme skulle sangeren Freja Kirk være.
"Vild med dans" har premiere på TV 2 til efteråret.