Popsanger slagter Ellen DeGeneres: "Manipulerende og egocentreret"
Det er efterhånden ikke rigtig en hemmelighed, at Ellen DeGeneres måske ikke er den hyggelige, søde og glade tv-vært, som mange nok ellers troede.
Kritikken haglede forrige år ned over den tidligere talkshowvært, som - ifølge mange - stod bag et "giftigt arbejdsmiljø".
Ellen DeGeneres har siden da lukket og slukket for sit tidligere elskede program, men det betyder ikke, at kritikken er forsvundet.
Nu står hendes tidligere protégé nemlig frem i et opsigtsvækkende interview med Rolling Stone, hvor han bestemt ikke lægger fingre imellem.
Det er popsangeren Greyson Chance, der tilsyneladende ikke bryder sig synderligt meget om sin tidligere mentor.
I hvert fald beskriver han i interviewet Ellen DeGeneres med nogle ikke særligt flatterende gloser.
- Jeg har aldrig mødt en mere manipulerende, egocentrisk og opportunistisk person end hende, siger den 25-årige sanger blandt andet.
Han brød i sin tid igennem i Ellen DeGeneres talkshow, efter en video ham, der synger Lady Gaga, gik viralt tilbage i 2010, hvor han var blot 12 år gammel.
Artiklen fortsætter under billedet...
Greyson Chance fortæller, at den kendte vært sagde til ham, at hun "ville passe på ham", hvorefter hun stiftede pladeselskabet "eleveneleven" og fik Greyson Chance ind som sin første kunstner.
Da han efterfølgende skulle på turné, blev arbejdsbyrden dog for voldsom for den dengang lille knejt, men Ellen DeGeneres var angiveligt iskold.
- Hun blev dominerende og alt for kontrollerende, siger han i interviewet og påstår, at Ellen DeGeneres hånede ham, da han engang afviste at se en film om Justin Bieber, som talkshowværten ellers havde rådet ham til.
Hun ringede angiveligt til hans mor og gik noget nær amok.
- Hvad for en mor er du?, skal hun have råbt ind i telefonen og fortsat:
- Jeg kan slet ikke forklare, hvor skuffet jeg er.
Han påstår endvidere, at Ellen DeGeneres efterlod ham fuldstændig i stikken, da hans album- og billetsalg begyndte at dale i 2012.
Hun ignorerede hans opkald og til sidst blev han droppet af pladeselskabet.
Ellen DeGeneres har ikke kommenteret Rolling Stone-interviewet, men en kilde tæt på hende afviser kritikken og siger, at talkshowværten gjorde alt for den unge musiker, men at det "nogle gange bare ikke går som ønsket i musikbranchen".