Popstjernen Dua Lipa afviser Qatar-rygter
Fodboldfans kan godt glemme alt om at opleve den 27-årige Dua Lipa til VM i Qatar.
"Don't Start Now"-sangerinden meddeler nemlig sine fans, at hun ikke har nogle intentioner om at optræde ved den store sportsbegivenhed.
Sådan lyder det i en story, som hun har delt med sine 87,4 mio. følgere på Instagram.
- Der er for tiden meget spekulation omkring, hvorvidt jeg skal optræde til åbningsceremonien ved VM i Qatar, skriver hun og fortsætter:
- Jeg skal ikke optræde, ligesom jeg heller ikke på noget tidspunkt har været involveret i forhandlinger om at skulle optræde.
Dua Lipa lægger da heller ikke skjul på, hvad der er årsagen til, at hun ikke ønsker at være associeret med det store Qatar-VM.
- Jeg vil heppe på England på afstand, og jeg ser frem til at besøge Qatar, når de har opfyldt alle løfter vedrørende menneskerettigheder, da de vandt retten til at hoste VM.
Det er ikke det eneste rygte, som Dua Lipa i den seneste tid har haft travlt med at få aflivet.
Efter det, der lignede en romantisk date med tv-værten Trevor Noah har popstjernen i en podcast udtalt, at hun i allerhøjeste grad er en single dame.
- For mig er dette det første år i meget lang tid, hvor jeg ikke har været i et forhold, siger hun og fortsætter:
- Det har været virkelig fantastisk bare at være alene og kun har skullet tænke på mig selv og være ret egoistisk. Det har jeg aldrig rigtigt haft mulighed for.
Dua Lipa er kendt for numre som "One Kiss" med Calvin Harris, "New Rules", "Break My Heart" og "Don't Start Now".
I sommers optrådte hun blandt andet ved årets Roskilde Festival, hvor hun leverede et brag af en fest på Orange Scene.