Kendte8. december 2023

Pressede Patrik Wozniacki raser i "Stjerner i trøjen": - I skal ikke tale til mig

Kun fem aspiranter er tilbage i "Stjerner i trøjen", og Patrik Wozniacki og de andre deltagere kører på de sidste pumper, når tilfældigheder fører den tidligere fodboldspiller helt til kanten
Patrik Wozniacki Stjerner i trøjen
Patrik Wozniacki bliver for alvor presset, når tilfældigheder styrer slagets gang i "Stjerner i trøjen"
 Foto: Søren Jul Lamberth

Aspiranterne måles både på deres individuelle præstation, og på deres evne til at arbejde sammen som et hold, når de skal imponere i "Stjerner i trøjen".

Men for Patrik Wozniacki bliver samarbejdet for meget, da hans skæbne bliver overladt til tilfældigheder.

- I skal ikke snakke til mig, lyder det skarpt fra aspiranten, der i den grad er under pres i det seneste afsnit af "Stjerner i trøjen".

"Træk det længste strå, og du er færdig," lyder en af øvelserne, der sætter den tidligere fodboldspillers tålmodighed på prøve. For trækker man derimod det korte, så er det ud på en gåtur om flaget.

Mens danser Camilla Dalgsaard, og de tre skuespillere Jan Linnebjerg, Adam Ild og Sofie Stougaard løbende får trukket det lange strå, fortsætter Patrik Wozniacki med at trække det korteste strå og sin vandretur.

Patrik Wozniacki i "Stjerner i trøjen"
Når Patrik Wozniacki ikke er trukket i militæruniformen, så er den tidligere fodboldspiller tenniskommentator på TV 2.
 Foto: Discovery+

Premierløjtnant Kaalund tilbyder de andre deltagere at hjælpe den sidste aspirant, men svaret fra den tidligere fodboldspiller falder altså prompte. Han skal IKKE have hjælp.

- Når folk begynder at tale til mig, når jeg er lidt irriteret og presset, så lukker jeg mig bare helt ind i en skal. Så skal folk slet ikke snakke, forklarer han.

I alt ender Patrik Wozniacki med at gå seks kilometer, inden gruppen sammen går videre i kampen om at blive kompagnisoldater.

Se hvor presset Patrik Wozniacki bliver i videoen herunder. "Stjerner i trøjen" kan følges hver tirsdag på Kanal 5 eller streames på Discovery+.

Sponsoreret indhold