Prinsesse Josephine overrasker: Scorer tv-rolle
Hun har allerede haft debut på de skrå brædder for Eventyrteatret i Tivoli – og nu får danskerne også 13-årige prinsesse Josephines skuespiltalent at se på skærmen.
Kong Frederik og dronning Marys yngste datter medvirker nemlig i DR-julekalenderen ”Tidsrejsen 2”, hvor hun har en mindre rolle i flere afsnit.
Prinsessen optræder i aftenens afsnit, da hovedpersonerne Romeo og Holly rejser tilbage i tiden til år 1994, hvor de bl.a. møder Hollys forældre, Helene og Asger, som unge.
Her spiller Josephine rollen som Helenes veninde Kate – med rottehaler og iført denim-overalls.
Rolleforvirring
Det var i efteråret 2023, at prinsesse Josephine fik sin skuespildebut i Eventyrteatrets forestilling ”Peter Pan”, hvor hun havde rollen som en af de såkaldte populusere – et naturfolk, der bor på Ønskeøen sammen med Peter Pan.
I maj i år kom det frem, at Josephine også skulle medvirke i Eventyrteatrets forestilling ”Pinocchio” i efteråret.
Men i oktober var prinsessens navn pludselig strøget fra rollelisten, hvilket vakte stor undren.
- Det var en misforståelse, at prinsesse Josephine skulle være på rollelisten til årets forestilling. Det har hun ikke haft mulighed for i år, lød det dengang fra Eventyrteatrets direktør Susanne Vognstrup.
Det betød dog langt fra, at prinsessens skuespilkarriere var slut – for i stedet kan man nu se hende i bedste decembersendetid på DR.