Producer røber: Adele lyder bedre end nogensinde før
Adele-fans over hele verden kan godt begynde at glæde sig til efteråret.
Den 31-årige megastjerne afslørede i februar under en privat bryllupsoptræden, at hun planlægger at udgive sit fjerde album til september.
Og hvis ikke forventninger allerede var høje, så giver den succesfulde producer og sangskriver, Ryan Tedder, dem lige et nøk op.
Selvom han har været tavs omkring samarbejdet med Adele frem til den kommende plade, så har han alligevel kunne love én ting.
- Jeg kan kun sige, at hun lyder bedre end nogensinde før, røber han ifølge The Sun.
Ryan Tedder er kendt i offentligheden som frontmand i bandet OneRepublic, som bragede igennem med hittet "Apologize" i 2007. Men de seneste år har dog foregået mest bag scenetæppet for den 40-årige musiker.
Ryan Tedder har skrevet sange for nogle af verdens allerstørste stjerner
Som sangskriver står han bag megahits som Beyonces "Halo", Leona Lewis "Bleeding Love" og Ed Sheerans "Happier".
Sammen med Adele har han skabt sangene "Rumour Has It" fra hendes album "21" og "Remedy" fra hendes seneste album, "25".
En helt ny Adele
Om musikken også vil lyde anderledes, må tiden vise. Men ikke desto mindre har Adeles forandrede udseende vakt en del opsigt på det seneste.
Den seneste tids billeder af Adele har afsløret et vildt vægttab, og den 31-årige superstjerne har da også selv inddirekte kommenteret livsstilsændringen.
"Jeg plejede at græde, men nu sveder jeg," skrev hun under et billede på Instagram fra Drakes fødselsdagsfest i oktober sidste år.