Prominente skuespillere vender tilbage i ikonisk serie
![https://imgix.seoghoer.dk/media/article/riget_2.jpg](https://imgix.seoghoer.dk/media/article/riget_2.jpg?auto=format,compress&fit=min&crop=faces,entropy&ar=394:221)
Lars von Triers ikoniske serie ”RIGET” vender tilbage på skærmen til en tredje og sidste sæson, og det bliver med en række kendte ansigter tilbage i nogle af rollerne.
Det bliver blandt andet til et gensyn med sekretær Fru Svendsen, tidligere reservelæge – og nu hjertekirurg - Judith, Hospitalsdirektør Bob, og sygeplejerske Camilla.
Det er skuespillerne Birthe Neumann, Birgitte Raaberg, Henning Jensen, Solbjørg Højfeldt, der tidligere har betrådt Rigets gange.
Det kan Zentropa, DR og Viaplay onsdag offentliggøre via en pressemeddelelse fra Have Kommunikation & PR.
Det bliver ikke kun et gensyn med nogle af de gamle karakterer.
Nye navne som Danica Curcic, Jens Albinus, Cyron Melville, Victoria Carmen Sonne og Charlotte Sieling træder også ind i serien med nye karakterer.
Tredje og sidste sæson kommer til at hedde ”RIGET EXODUS”, og udover de nye navne, er det blevet præsenteret, at store skuespillere som Bodil Jørgensen, Ghita Nørby, Nikolaj Lie Kaas, Lars Mikkelsen, Søren Pilmark, Peter Mygind, David Dencik og Alexander Skarsgård er på rollelisten.
Lars von Trier afslutter med ”RIGET EXODUS” kultserien fra 90’erne.
Serien premierer på Viaplay i løbet af 2022, hvorefter den vil få tv-præmiere på DR også.
RIGET I og RIGET II kan samtidig ses, hvis man vil se to første sæsoner, inden man kaster sig over den tredje.