Puk Elgård stopper: Farvel efter syv år
Det er efterhånden blevet til mange timers morgensfjernsyn for den 53-årige tv-vært Puk Elgård.
Siden november 2014 har Puk været vært på "Go' morgen Danmark" på TV 2, men efter syv år er det nu slut.
Efter udsendelsen søndag den 31. oktober siger hun nemlig farvel til tjansen som morgenvært. Det skriver TV 2.
- Jeg har været en del af programmet i rigtig mange år, og jeg føler, at jeg har tilført ’Go’ morgen Danmark’ det, jeg kunne. Jeg har brug for nye udfordringer, og jeg overlader trygt sofaen til en anden, siger Puk Elgård til TV 2.
På sin Instagram-profil siger Puk også farvel til de morgenfriske tv-seere med et opslag af sig selv i den røde "Go' Morgen Danmark"-sofa.
- Hvor har det været fedt at sidde i den røde sofa som vært på TV 2, men nu er det slut. Jeg har min sidste vagt i dag, skriver hun og fortsætter:
- Tusind tak til alle der har kigget med gennem de sidste mange mange år. Hvor har vi oplevet meget sammen. Big love og kram fra Puk.
Artiklen fortsætter efter opslaget...
Hvad den folkekære tv-vært nu skal, melder hverken TV 2 eller Puk Elgård selv noget om, men med en lang karriere som tv-vært bag sig, er der god mulighed for, at hun i den nærmeste fremtid skal være vært for et andet program.
Puk Elgård har tidligere været vært på blandt andet "Aftenshowet", "Flytteklar", "Hokus Krokus", "Hjem til hvem", "Uventet besøg" og "Dagens Danmark".